På gode sanges stemningsfuld stepper med et veloplagt og –spillende Band Of Horses
BAND OF HORSES, Koncerthuset DR, 04. marts
Dét at et band som Seattle kvintetten Band Of Horses er blevet et stort navn må nødvendigvis være enhver Grammy/ Music Awards producers værste mareridt.
Altså ikke alene ligner de noget, der lige er trådt ud af køen ved det nærmeste suppekøkken. . .
. . . De kan fandeme også spille! Sådan helt selv!
Det er mig en glæde, mine damer og herrer, at meddele Dem at betegnelsen ”god gammeldags spillemand” stadig er en gangbar stillingsbetegnelse.
Skulle man have været i tvivl om netop dét – og det ville sandelig være tilgiveligt, som (musik)tiderne er – slog Band Of Horses atter i DRs koncerthus lørdag aften fast, at man stadig kan komme langt og dertil blive mødt med betingelsesløs kærlighed fra publikum, når man har gode sange og spiller dem godt, dynamisk og dejligt uforstilt.
Sådan gør nemlig rigtige spillemænd.
Bandet og ikke mindst den såre sympatiske sanger, guitarist og bandboss Ben Bridwell virker nærmest naivt forelskede i dét, de laver. Og det er sgu’ regulært rørende og livsbekræftende at være vidne til, hvordan smilene på scenen breder sig den ene gang efter den anden, efterhånden som sangene lykkes for bandet.
Og de lykkedes i stor stil i Koncerthusets forholdsvis intime rammer og via samme steds fremragende akustik.
Det er mig uforståeligt, hvorfor Band Of Horses ofte beskrives som et ”indieband”, for de har vitterlig ikke meget til fælles med de jammerlapper, som normalt får påklistret dén etiket. Over en bred kam spiller Bridwell og co. jo nærmest variationer over amerikansk rootsrock, sydstatsrock og west coast. De fleste af Band Of Horses’ flotte vokalharmonier er hentet lige ud af The Eagles’ manual for, hvordan man gør den slags, mens bandets ofte stilfærdigt brændende og dovent duvende anslag sagtens – som jeg tidligere har slået til lyd for - kunne være inspireret af sydstatsveteranerne i The Allman Brothers Band.
Bevares, hvis man er af den skole, at en lørdag aften absolut SKAL være noget med sprut, cigarer og beskidte bagtanker om at (be)tage barmfagre Bettina fra Bregnerød, så var det nok ikke just Koncerthuset, man skulle være i denne lørdag.
Men kan man ellers sætte man pris på en lørdag med godt selskab, gode sange og en stemning så sikker, at man mageligt kan læne sig tilbage, endda periodevis lukke øjnene og lade sig føre ud over de gode sanges stemningsfulde stepper, så var Koncerthuset det e-n-e-s-t-e rigtige sted at være.
Det var kort og godt en dejlig aften.
