I nat var der lodtrækning til lørdagens Eurovision-finale, hvor Danmark deltager, og netop den har fået betydning for de danske vinderchancer.

Efter lodtrækningen står det klart, at den danske sanger Rasmussen skal synge som nummer 15 lige efter Tjekkiet og lige før Australien.

Og den kendsgerning er egentlig ikke helt skidt, lyder vurderingen fra den danske Grand Prix-ekspert og -kommentator Ole Tøpholm ifølge DR.

»Det er ikke noget, der skader Danmark, at vi ligger mellem de to lande. Vi har en helt anden type sang end både Tjekkiet og Australien, så vi skiller os stadig ud, og det er vigtigt,« siger han til DR.

Danmark har således fået en startplacering midt i showet, da der skal synges 26 sange, og blandt andet af den årsag er der heller ikke nogen, der pludselig begynder at udråbe Danmark til storfavorit, siger Ole Tøpholm.

Han har til gengæld også svært ved at vurdere, hvilken slutplacering Danmark ender med, fordi Rasmussen med sangen ’Higher Ground’ skiller sig meget ud for de øvrige deltagere. Ifølge Ole Tøpholm kan det ende med en placering i hele feltet.

Semifinalen har øget de danske chancer

Torsdag aften var der semifinale i Eurovision, og det var her, at Danmark kvalificerede sig til finalen.

Og Rasmussen med sit sangkor har tilsyneladende imponeret, da bookmakerne efterfølgende sænkede oddset på Danmarks vinderchancer således, at vi nu ligger nummer 14 ud af de 26 mulige.

Favoritrollen ligger dog stadig klart hos Cypern, der bidrager med sangen ’Fuego’, som synges af Elina Foureira.

Cypern blev udtrukket til at synge som nummer 25, og det, mener Ole Tøpholm, kun øger landets vinderchancer. Han beskriver det som den mest optimale placering overhovedet, fordi afstemningen først starter, når alle sange er sunget, og de sidste sange derfor vil stå klarest i erindringen hos seerne.

Eurovision-finalen starter på lørdag klokken 21.

Her er rækkefølgen til finalen:

  • 1 Ukraine
  • 2 Spanien
  • 3 Slovenien
  • 4 Litauen
  • 5 Østrig
  • 6 Estland
  • 7 Norge
  • 8 Portugal
  • 9 Storbritannien
  • 10 Serbien
  • 11 Tyskland
  • 12 Albanien
  • 13 Frankrig
  • 14 Tjekkiet
  • 15 Danmark
  • 16 Australien
  • 17 Finland
  • 18 Bulgarien
  • 19 Moldova
  • 20 Sverige
  • 21 Ungarn
  • 22 Israel
  • 23 Holland
  • 24 Irland
  • 25 Cypern
  • 26 Italien