Denne torsdag eftermiddag er den nye frederiksbergske festival Syd for Solen netop begyndt.

Men det er ikke alle billetindehavere, der endnu er kommet ind til festlighederne, selvom musikprogrammet har været i gang siden klokken 14.15.

Flere festivalgæster melder over for B.T. og på sociale medier om kaos og op mod to kilometer lang kø til indgangen.

Køen har strakt sig helt ned til Søndre Fasanvej, mens indgangen til festivalen ligger på Valby Langgade.

Køen til Syd for Solens indgang strækker sig gennem hele Valby Langgade.
Køen til Syd for Solens indgang strækker sig gennem hele Valby Langgade. Foto: Rasmus Hartung Nielsen
Vis mere

Overfor B.T. bekræfter Syd for solen den lange kø og beklager de logistiske problemer, der har ført til den.

»I forbindelse med åbningen af festivalpladsen på Syd for Solen er vi opmærksomme på, at det går langsomt med at komme ind på pladsen. Folk står i lang kø ved indgangen, og det beklager vi,« lyder det i et skriftligt svar fra arrangøren bag festivalen.

Syd for Solen er derfor i skrivende stund i gang med at forsøge at minimere de lange ventetider for deres gæster og »håber at køen snart er opløst«.

»Vi er i fuld gang med at øge kapaciteten i døren og gør alt hvad vi kan, for at alle kan komme ind så hurtigt som overhovedet muligt,« lyder det i svaret.

Syd for Solen skriver desuden, at de forinden havde meldt ud, at torsdag ville være en populær dag, så der derfor skulle forventes ventetid.

Dog har de store menneskemængder alligevel overrasket festivalen.

»Det er kommet bag på os, at så mange valgte at komme fra start. Det er vores fejl, og det kan vi kun undskylde,« skriver arrangøren.

Syd for Solen bekræfter ligeledes selv den lange kø i en story på deres Instagram-side.

'Vi håber, at køen snart er opløst, og at I får en rigtig dejlig dag,' lyder det blandt andet her.

B.T. har forsøgt at få en kommentar om de kaotiske tilstande ved indgangen til Syd for Solen fra festivalchef Nikolaj Thornfeldt.

Han henviser til festivalens opslag på Instagram og festivalens presseansvarlige, som dog ikke ville udtale sig på festivalens vegne, men har sendt det skriftlige svar fra arrangøren.