En familie fra Karise var netop på vej i seng, da hele huset pludselig begyndte at ryste og lyden af en lægehelikopter rungede i hele nabolaget. 

»Jeg tænkte de værste ting. Min søn vågnede af det. Først troede jeg, den skulle lande på vores grusplads, fordi den var så tæt på, og at det måtte handle om os,« fortæller en beboer i Karise.

Men situationen viste sig hurtigt at være anderledes. 

Natten til torsdag rykkede politiet massivt ud til en adresse i Karise, hvor de i øjeblikket efterforsker et mistænkeligt dødsfald. Fem personer er blevet anholdt og nu afhøres af politiet. 

»Det er helt forfærdeligt. Jeg har boet i Karise i mange år og aldrig havde jeg troet, at der kunne ske sådan noget her i vores lille by. Det er meget utrygt,« fortæller beboeren, der af hensyn til sagens karakter, ønsker at være anonym. 

Beboeren fortæller desuden, at der angiveligt er blevet hørt en kvinde råbe fra adressen, før politiet ankom til stedet. 

Det samme skriver Sjællandske Nyheder

»Jeg kunne høre nogle høje kvindeskrig inde fra huset, og meget kort efter det, så vrimlede det med politi,« fortæller vidnet til mediet.

Ifølge vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson er der ingen grund til, at beboere i området skal føle sig utrygge. 

Politiet arbejder nu intenst med generel sporsikring, vidneafhøringer og forskellige efterforskningsmæssige indsatser for at få klarlagt omstændighederne bag dødsfaldet. Politiet har endnu ikke løftet sløret for alder og køn på den afdøde. 

Politiet teknikere arbejder stadig på stedet, og meldingen lyder, at efterforskere dagen igennem vil fortsætte arbejdet på adressen.