Dramatiske scener udspillede sig i Nykøbing Falster søndag aften, hvor politiet rykkede ud til et muligt skyderi.

Indtil videre holder politiet dog kortene tæt ind til kroppen og ønsker ikke at kommentere, hvorvidt der er tale om et skyderi.

Ifølge Folketidende fortæller folk på stedet, at der blev skudt mod en restaurant i byen.

Avisen har talt med ejeren af restaurant Panino, som fortæller, at der blev skudt mod hans forretning.

»Jeg er helt i chok. Der var gæster i restauranten. Jeg var ikke på stedet, men det fortæller mine medarbejdere,« siger Samet Bajrami til avisen.

Ifølge ejeren ramte projektilet væggen, men heldigvis ingen personer.

Anmeldelsen kom klokken 19.23, hvorefter politiet rykkede massivt ud til Skolegade i Nykøbing Falster.

I første omgang lød meldingen på et »mistænkeligt forhold,« og politiet afspærrede et større område.

Politiet har været meget tilbageholdende med oplysninger i sagen, og vagtchefen mandag morgen ønsker da heller ikke at forholde sig til de mange meldinger og rygter, der florerer fra stedet.

»Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt hverken af- eller bekræfte, hvad folk har oplevet derude. Vi efterforsker stadig sagen og undersøger en masse ting lige nu,« lyder det mandag morgen fra vagtchef Lars Danholdt.

Politiet er stadig til stede i området, fordi undersøgelserne endnu ikke er færdige, fortæller han.

»Vi har afspærret et mindre del af området end i går (søndag, red.), men vi fortsætter undersøgelserne i løbet af formiddagen.«

Vagtchefen forventer, at politiet kommer med flere oplysninger i løbet af formiddagen.