I sommer gjorde politiet et uhyggeligt fund af våben, sprængstoffer og narkotika i en elevatorskakt i en beboelsesejendom på Amager. Fundet blev holdt hemmeligt ind til politiet i dag fik varetægtsfængslet to mænd med tilknytning til indvandrerbander.

I fem måneder holdt politiet fundet hemmeligt, fordi der var mistanke om, at mændene skjulte flere våben og sprængstoffer.

Politiets Efterretningstjeneste og politiet overvågede de to mænd, en 24-årig iraner og en 25-årig af marokkansk afstamning, på mistanke om at de havde forbindelse til terror eller organiseret kriminalitet.

- Efterforskningen har godtgjort, at sagen intet har med terror at gøre. Vi tror, at der er tale om bande-kriminalitet. De har tilknytning til det kriminelle miljø omkring Blågaards Plads, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen fra afdelingen for organiseret kriminalitet til bt.dk.

Det hemmeligholdte fund skete den 11. juni efter et "tip". På bunden af en elevatorskakt fandt politiet i poser og tasker 336 gram heroin og 298 gram kokain og et våbenlager:

En maskinpistol, tre pistoler, tre magasiner med patroner, mange løse patroner, to lyddæmpere, 483 gram formbart sprængstof og tre detonatorer.

Der lå også en mobiltelefon forsynet med ledninger, så mobilen kunne bruges som fjernudløser til en bombe.

De to mænd nægter sig skyldige, men de ønskede ikke at udtale sig i dommervagten, hvor de blev fængslet for 27 dage, heraf 13 i isolation.

- Vi kan kun gætte på, hvad våben og sprængstoffer skulle bruges til, men det er bekymrende, at kriminelle bander er så kraftigt bevæbnet, siger Steffen Th. Steffensen.