Siden fredag morgen har 13-årige Omra Khanwali været forsvundet – samtidig holder politiet oplysninger om sagen tæt til kroppen og søger nye vidner.

»Af hensyn til efterforskningen, så kan jeg ikke give dig nogle detaljer om sagen,« lyder det fra vicepolitiinspektør og leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi, Brian Belling.

Han kan derfor heller ikke fortælle, om man mistænker, at der er sket en forbrydelse.

»Vi efterforsker bredt,« lyder det.

Det eneste, han kan fortælle, er, at man stadig meget gerne vil høre fra venner og veninder, der har talt med Omra op til hendes forsvinden.

»Vi vil gerne høre fra alle, der har været i kontakt med hende eller har set hende.«

For selvom man i weekenden har sat en omfattende efterforskning i gang, har politiet endnu ingen klare indikationer på, hvor Omra befinder sig.

13-årige Omra Khanwali forsvandt fredag morgen omkring klokken 8.00 da hun gik fra sin bopæl på Woltersgade til Skolen ved Amagerbro. Hun fulgtes med sin storesøster, men da de var sent på den, løb søsteren i forvejen.

Omra mødte aldrig op på skolen.

Politiet søger også vidner, der har set Omra på vej til skole eller har set andet i den forbindelse, der kunne have relevans for efterforskningen. Desuden har man indhentet videoovervågning fra området, der skal hjælpe med at kortlægge Omras færden.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

I løbet af mandag talte B.T. med en række beboere på gaden, hvor Omra frosvandt. Ingen af dem havde set noget eller var blevet kontaktet af politiet.

13-årige Omra Khanwali er ikke set siden fredag morgen. Billedet er offentliggjort af Københavns Politi. - Foto: Københavns Politi/Free
13-årige Omra Khanwali er ikke set siden fredag morgen. Billedet er offentliggjort af Københavns Politi. - Foto: Københavns Politi/Free
Vis mere