En voldsom sommerhusbrand natten til fredag har kostet en person livet.

Det bekræfter vagtchef Daniel Cunneely, Nordsjællands Politi, over for Newsbreak.dk.

Branden opstod i et sommerhus på Klokkervej ved Elmetoften i et sommerhusområde nord for Jægerspris på Nordsjælland.

»Vi får alarmen ind klokken 01.24 via Alarm 112. Da vi sammen med brandvæsnet kommer frem, er sommerhuset allerede helt overtændt, og det brænder helt ned,« siger Daniel Cunneely.

Først et par timer senere, da branden er slukket, gør politi og brandvæsen det tragiske fund.

»Vi finder liget af en person inde i det nedbrændte sommerhus. Vi kan ikke umiddelbart identificere liget på grund af den voldsomme brand. Men vi har en formodning om, hvem det er,« siger vagtchefen, der understreger, at de pårørende endnu ikke er underrettet.

Endnu er der ikke klarhed over, hvad der har forårsaget branden.

»Vi er fortsat derude, og vi skal have lavet nogle brandtekniske undersøgelser. Derfor kan vi heller ikke på nuværende tidspunkt sige noget om brandårsagen,« siger Daniel Cunneely.