Østjyllands Politi hastede tirsdag aften til Åbyhøj for at undersøge kvindeskrig og bankelyde fra en lejlighed. Larmen viste sig at have en temmelig overraskende årsag.

Da Østjyllands Politi sent tirsdag aften blev kontaktet af en bekymret kvinde, der havde hørt høje kvindeskrig og bankelyde fra en nabo i et lejlighedskompleks i Åbyhøj, tog ordensmagten ingen chancer, skriver Stiften.dk.

En politipatrulje blev straks sendt ud på adressen, hvor betjentene dog ret hurtigt kunne konstatere, er ingen var i overhængende fare eller på anden måde i færd med at blive offer for en forbrydelse.

Betjentene kunne i stedet føre til rapport, at den pågældende kvinde havde skreget af sine lungers fulde kraft, fordi hun havde opdaget en edderkop i sin lejlighed.

Bankelydene skyldes ganske enkelt aflivningen af selvsamme spindler.

- Anmelderen hørte kvinden skrige og tolkede bankelydene som om, kvinden havde brug for hjælp. Da patruljen nåede frem, lød forklaringen da også, at aflivningen af edderkoppen var foregået under stort postyr, fortæller politikommissær Thomas Hinge, Østjyllands Politi.

Han roser anmelderen for at kontakte politiet, selvom virkeligheden ikke helt levede op til anmelderens fantasi i dette tilfælde.

- Det gør ikke noget. Det er vigtigt at reagere, når man bliver mistænksom. Vi trækker bare på smilebåndet af den her oplevelse, siger han.