Den dræbte hashsmugler Kim Simonsen var med til at smugle 13 ton hash i land i Nordsjælland, kort tid før han blev myrdet og gravet ned ved en gård i Lynge.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Politiet ved, at Kim Simonsen var dybt involveret i operationen med at losse hashen fra kapsejleren »Atlantic Privateer« et sted på den nordsjællandske kyst.

Kim Simonsen var også med til at køre hashen i varevogne til et fjernlager og sørgede måske for husly til banden i et lejet sommerhus.

Men undervejs blev han uvenner med hashbanden, tilsyneladende om udbyttet fra hashsmuglingen. Lasten var 650 mio. kr. værd på det illegale hashmarked.

Kim Simonsen blev dræbt med stump vold mod hovedet, og liget af den dengang 43-årige hashgangster blev gravet ned mellem en klynge træer på »Bønnevadgård« i Lynge. Gårdens tidligere ålefarm, der var lejet ud til et par polakker, var et af hashbandens tilholdssteder.

Politiet har sigtet hashbandens formodede leder, den 29-årige L., for drabet på Kim Simonsen, men politiet ved ikke, om L. var alene om det. Han nægter sig skyldig.

Politiet beder om hjælp
Nu beder narkopolitiet i København offentligheden om hjælp til efterforskningen af mordet på Kim Simonsen og den gigantiske narkosag, der også handler om forsøget på at smugle 500 kilo kokain til Danmark, om mordforsøget på en narkoforbindelse i Belgien og afbrændingen af en villa i Kokkedal.

Der er sket en snes anholdelser i Danmark, Spanien, Holland, Brasilien og Luxembourg, flere er allerede dømt, men hovedmændene skal for et nævningeting.

Drabet på Kim Simonsen skete i dagene fra den 9. til den 11. juli 2003 og ikke i juni, som først oplyst. I ugerne før drabet blev de 13 ton hash sat i land i Nordsjælland fra kapsejleren, og politiet efterlyser vidner, der har set båden og mistænkelig trafik i det nordsjællandske.

»Vi ved, at båden »Atlantic Privateer« anløb Hundested Havn den 22. juni 2003 med de 13 ton hash om bord. Hashen blev næppe losset i Hundested. Det ville være blevet opdaget. Men båden var under opholdet i Hundested ude at sejle flere gange, hvor den kom tilbage til Hundested.

Vores teori er, at hashen blev sejlet i land i en gummibåd og kørt væk i varevogne, som vi kender. Den ene vogn var forsynet med et spil i varerummet, som kan være brugt til at trække gummibåden i land med,« siger kriminalinspektør Ole Wagner, narkopolitiet.

Politiet har en stærk interesse i at få belyst, hvad der skete i forbindelse med »Atlantic Privateer« fra den 22. juni og frem til drabet i juli på Kim Simonsen. Politiet ønsker også oplysninger om Kim Simonsens færden fra maj og til drabet i juli.

Lejede sommerhuse til hashbande
Landsætningen af hashen kan være sket i nærheden af Rørvig, hvor Kim Simonsen flere gange har lejet sommerhuse, men hele Nordsjællands kyst er interessant for politiet.

»Vi er også interesseret i, om Kim Simonsen har lejet et sommerhus i Nordsjælland, som de her mennesker har boet i. Vi ved nemlig, at han havde lejet et sommerhus et andet sted til senere brug, men her dukkede han aldrig op, fordi han blev dræbt,« siger Ole Wagner.

Den oceangående kapsejler »Atlantic Privateer« blev købt af hashbanden i Frankrig og sejlede 25. maj 2003 fra St. Nazaire til Marokko, hvor de 13 ton hash blev lastet om bord i rum sø.

Så satte »Atlantic Privateer« kursen mod Danmark og sejlede nord om Storbritannien for at undgå Den Engelske Kanal.

Knap en måned efter afsejlingen fra Frankrig lagde »Atlantic Privateer« til kaj i Hundested Havn 22. juni, hvor det 24 meter lange skib vakte en vis opsigt på havnen.

Tidligere dømt for hashsmugling
Den dræbte hashsmugler Kim Simonsen havde erfaring med at smugle hash i lystbåde. 21. oktober 1994 måtte han og to andre danskere søge ly for en storm ved Plymouth, England, med lystbåden »Tinker Di«. Om bord var tre ton hash, som engelske toldere fik fat i, inden båden blev smadret mod klippekysten. Det kostede de tre danskere hver fire et halvt år bag tremmer.

Kim Simonsen var forsvundet i to år, før hans lig blev fundet. Han blev aldrig meldt savnet af sin familie. Han var gift med en thailandsk kvinde og boede i Valby.

Han har en søn fra et tidligere forhold, men havde ingen tæt kontakt med familien. Kim Simonsen var bortrejst i lange perioder, hvor han bl.a. opholdt sig i Thailand.

jsz@bt.dk