Den gruopvækkende historie om den i dag 16-årige Lisa Borch fra Kvissel i Nordjylland, der den 8. oktober sidste år dræbte sin mor med adskillige knivstik, har nu også fanget udlandets opmærksomhed.

Store internationale nyhedsmedier har i længere artikler skrevet om det brutale mord, som blev udløst af, at moren ikke tillød, at sin dengang 15-årige datter giftede sig med hendes 29-årige kæreste med irakisk oprindelse.

Det er især kommet de udenlanske medier for øre, at den danske pige var inspireret af terrororganisationen ISIS' henrettelsesmetoder.

»Teenageren Lisa Borch så de brutale videoer, hvor de britiske gidsler David Haines og Alan Henning bliver henrettet, kort før hun brutalt dolkede sin mor ihjel med mindst 20 knistik fra en køkkenkniv,« skriver det britiske medie The Independent.

Også to andre store britiske medier The Daily Mail og The Mirror har omtalt historien.

»En 15-årig har sammen med sin radikaliserede, islamistiske kæreste myrdet sin mor« skriver tyske Die Welt.

Også andre verdensdele som Sydamerika og Asien har opsnappet den forfærdelige nordjyske historie.

'En 15-årig pige, som var besat af ISIS, dræbte sin mor', skriver argentinske minutouno.com i en overskrift.

Indiske Mumbai Mirror konstaterer, at 'Dansk ISIS-fanpige fængslet for at dræbe sin mor'.

Lisa Borch ringede selv ind til politiet og fortalte, at hun havde slået sin mor ihjel. Ifølge en båndoptagelse, der er blevet brugt som bevismateriale under retssagen, skulle hun have sagt følgende:

»Please skynd jer, please skynd jer. Der er blod over det hele. Det er blod ud over det hele«.

Lisa Borch og hendes 29-årige kæreste blev den 10. september kendt skyldig i drabet. Lisa Borch skal ni år i fængsel, mens kæresten står til en fængselsdom på 13 år og en udvisning af Danmark.