To østjyske mænd er ved Retten i Aarhus idømt henholdsvis 18 og 16 års fængsel i en stor sag om fremstilling og overdragelse af amfetamin.

De to mænd er fundet skyldige i at have fremstillet og videresolgt 223 kilo amfetamin og haft remedier til at producere yderligere 93 kilo af den hårde narko.

Det foregik på en ejendom ved Odder, der efter politiets opfattelse var en regulær narkofabrik.

Her fandt politiet dunke med amfetaminolie og andre ingredienser, der skulle bruges til fremstillingen.

Narkoen blev solgt i foråret og sommeren 2020, og det foregik efter rettens vurdering efter et fast mønster.

Kunderne indfandt sig ved parkeringspladsen ved et supermarked i Odder.

De stillede en Cocio-kakaomælk på taget af bilen, som identificerede dem over for sælgerne.

De to mænd, 52-årige Jan Pihlkjær Andersen og 53-årige Brian Danielsen, var ifølge anklagemyndigheden bagmænd bag netværket.

Beviserne i sagen var blandt andet krypterede beskeder fra beskedtjenesten EncroChat, som fransk politi havde opsnappet og overdraget til dansk politi.

- Hvornår skal vi lave suppe?, lød det eksempelvis i en korrespondance mellem de to mænd.

- Jeg tænker, vi laver suppe i weekenden. Har vi poser?, lød svaret.

Retten er overbevist om, at den omtalte suppe i virkeligheden var et udtryk for amfetamin.

Også videooptagelser, rumaflytning og observationer foretaget af politiobservatører indgik i sagen.

Otte andre mænd og en kvinde var ligeledes tiltalt i sagen. Flere af dem var efter politiets opfattelse mellemhandlere, der videredistribuerede narkoen.

De er idømt fængselsstraffe på mellem to et halvt år og 16 år.

Sammenlagt er der udmålt 120 års fængsel til de dømte.

Tidligere er syv andre mænd dømt i samme kompleks, efter at de tilstod at have handlet med amfetamin.

Ifølge specialanklager Jacob Gents, National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), er det et omfattende sagskompleks:

- Det er en spektakulær og omfattende sag og vel nok den hidtil største sag om fremstilling af amfetamin i Danmark, siger han i en kommentar.

De to hovedmænd erkendte besiddelse af 71 kilo amfetamin, men nægtede sig skyldige i de øvrige anklager.

De øvrige nægtede sig skyldige.

Retten har bestemt, at der skal konfiskeres cirka halvanden million kroner hos hver af de to bagmænd og godt 800.000 kroner hos de øvrige dømte i netværket.

/ritzau/