Kim Walls forældre var altid bekymrede for datteren, når hun rejste verden rundt for at bedrive journalistik, men de havde ikke forestillet sig, at det var i Danmark, datteren skulle være i størst fare. Det fortalte Kim Walls mor, Ingrid Wall, til en mindehøjtidelighed for datteren i New York onsdag.

Det skriver tv2.dk.

Den 30-årige svenske journalist Kim Wall rejste inden sin død verden rundt for at lave journalistik. Hun var i Kina, i Burma og mange andre steder for at lave sine historier. De mange rejser verden over gjorde, at Kim Walls forældre levede med en konstant bekymring for datteren, når hun var ude i verden.

Men da Kim Wall skulle lave en historie i København - kun tre kvarter fra familiens hjem i Sverige - var den bekymring for en gangs skyld ikke til stede, fortalte en tydeligt berørt Ingrid Wall til mindehøjtideligheden, hvor TV 2 deltog.

»Vi var ofte bekymrede. Kim rejste alene rundt med tog i det sydlige Kina. Hun rejste rundt på motorcykel i Burma. Vores forældrebekymring var blevet en normal tilstand, selv om vi vidste, at Kim passede på. Men i sommer var vi helt trygge. Kim var i København, kun tre kvarters togtur fra sit barndomshjem,« fortalte en tydeligt berørt Ingrid Wall.

Historien, Kim Wall arbejdede på, handlede om den danske ubådsejer Peter Madsen, der ville være den første privatperson i rummet. Men under arbejdet med historien døde Kim Wall.

»Den sidste historie, inden Kim skulle til Kina, handlede om det danske rumprogram. Kim skulle interviewe en ubådsejer, der havde planer om at blive den første privatperson i rummet. Som vi alle ved, kom hun aldrig tilbage. Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, men vi, og resten af verden, får aldrig Kim tilbage,« sagde en grædende Ingrid Wall ifølge TV 2.

Peter Madsen har selv forklaret, at en luge på hans ubåd ved en ulykke ramte Kim Wall så hårdt i hovedet, at hun mistede livet. Den forklaring bestrider politiet dog. For da man fandt Kim Walls afskårne hoved i sidste uge, var der ingen tegn på skader.

Til TV 2 forklarede Ingrid Wall, at familien ikke føler sig klar til at tale yderligere med pressen. Men under sin tale til mindehøjtideligheden sagde Ingrid Wall, at familien fortsat har mange ubesvarede spørgsmål i sagen.

Det var den 10. august, Kim Wall mistede livet. Efter sin død blev hun parteret og smidt i havet. Politiet arbejder med den teori, at det er den danske ubådsejer Peter Madsen, der har dræbt den svenske journalist. Peter Madsen, som sidder varetægtsfængslet, nægter sig dog skyldig i sagen.