En direktør hos det hæderkronede auktionshus Bruun Rasmussen Kunstauktioner er netop blevet idømt otte måneders ubetinget fængsel for narkohæleri.

Thomas Høiland er dømt for narkohæleri af 1,2 mio. kroner. Anklagemyndigheden havde forberedt en sag, der drejede sig om 3,1 mio. kr., men retten fandt ikke, at der var beviser for, at alle pengene var indgået i narkohvidvasken. Derudover er Høiland frikendt for at have afpresset Bruun Rasmussens direktør Claus Poulsen i to sms-beskeder.

Thomas Høiland har siden januar stået i spidsen for Bruun Rasmussens salg af sjældne frimærker og mønter. Det er i den samme periode at den 55-årige auktionarius nu er dømt for at have hjulpet en 41-årig hash-smugler med at hvidvaske penge.

Før Thomas Høiland blev ansat hos Bruun Rasmussen, drev han sit eget auktionshus Thomas Høiland Auktioner, hvor han svingede hammeren over sjældne frimærker. Hele to gange har han solgt verdens mest sjældne frimærke, det såkaldte '3 skilling gul' - et svensk fejltryk fra 1857 - der sidst blev solgt 12,8 millioner kroner.

Sideløbende med handlen med frimærker og mønter har Thomas Høiland foretaget massive ejendomsinvesteringer for mere end 100 millioner kroner. Han bor i Danmarks dyreste villalejlighed i Klampenborg og ejer et slot i Sverige. Den pengestærke frimærkehandler løb imidlertid ind i finansielle problemer efter finanskrisen, og det var angiveligt likviditetsproblemer, der i 2010 drev ham i armene på en 41-årig mand, der er idømt 10 års fængsel for indsmugling af ni tons hash fra Spanien til Danmark.

Sagen mod Thomas Høiland har chokeret det fine auktionsmiljø i Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Ejer Jesper Bruun Rasmussen og direktør Claus Poulsen har ifølge BTs oplysninger kendt til sagen, siden der blev rejst sigtelsen mod Thomas Højland. De valgte dog at lade ham fortsætte som auktionarius, selvom der var en politiefterforskning i gang. Først da sagen skulle for retten, valgte de at suspendere frimærkedirektøren.

Herefter forsøgte Thomas Høiland ifølge anklagemyndigheden at afpresse sin direktør Claus Poulsen. I to sms'er udgav Thomas Høiland sig for at være en anden med kendskab til sagen. I beskederne skrev han, at hvis Claus Poulsen ville stille med 50.000 kroner kunne han 'holde historien fra forsiden'. Beskederne blev sendt fra en taletidstelefon, som efterfølgende blev smidt i havnen. I retten har Thomas Høiland forklaret, at han sendte sms-beskederne for at få noget sympati, og at det på intet tidspunkt var meningen at afpresse Claus Poulsen. Retten frikendte ham for afpresning med den begrundelse, at anklagemyndigheden ikke havde bevist, at Thomas Høiland havde til hensigt at tjene penge på afpresningen.

Retten frikendte også den 34-årige kæreste til den hash-dømte for hvidvask af penge. Sammen med Thomas Høiland var hun tiltalt for at have hvidvasket 1,9 mio. kr. ved at foregive en handel med ikke-eksisterende frimærker. I retten fortalte kvinden, at hun havde fået den meget værdifulde samling af mønter og frimærker af en fyr på et værtshus. Den historie valgte dommeren og de to lægdommere at tro på, blandt andet fordi Thomas Høiland havde to vidner, som havde set den 34-årige kvinde komme ind i hans auktionshus med adskillige kasser med frimærker.

Retten fandt dog, at Thomas Høiland måtte have vidst, at det kontante lån på 1,2 mio. kr., den hash-dømte gav ham, stammede fra et strafbart forhold.

Thomas Høiland skal betale sagens omkostninger.