Der er otte stole om bordet, og har man været indbudt til middagsselskab, kan man nok godt skrive under på, at der her bliver diskuteret meget andet end ratepension og forsikringsformler.

På en af stoleryggene står der nemlig 'Olrik' - og det navn tilhører ikke bare en af landets helt store stemmer, når det kommer til emner som parforhold, kønsroller, kærlighed og sex. Navnet matcher også det, der står nederst på skødet til den 211 kvadratmeter store lejlighed på Christianshavn i København.

I hvert fald lidt endnu. Den kendte sexolog, forfatter, tv-vært og debattør Jakob Olrik har nemlig netop udbudt sin store herskabslejlighed til salg. Drømmer man om at rykke ind på kvadratmeterne oppe under loftet i et af Christianshavns gamle, fredede pakhuse, skal der lægges hele 15.250.000 kroner. Det skriver Boliga.

Lejligheden er udbudt til salg hos Home Christianshavn, og i deres salgsopstilling skriver de, at lejligheden fordeler sig over stueplan, første sal og hems, og at de synlige, rustikke loftsbjælker blandt andet er med til at give en 'stemningsfuld kontrast til det resterende interiør'.

Danmarks dyreste lejligheder

Danmarks for øjeblikket dyreste udbudte ejerlejligheder har begge hjemme på Christianshavn, der officielt hører under bybetegnelsen København K. Og er det en af dem, man godt kunne tænke sig at pakke sit flyttelæs ud i, så skal der altså betales 28,5 eller 25 millioner kroner for at rykke ind.

Men også når det kommer til det helt gennemsnitlige lejlighedsmarked i Københavns inderste postdistrikt, er der i årets første halvdel betalt mest for ejerlejlighederne, der har hjemme lige netop her.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerlejligheder i København K lyder nemlig ifølge Boliga på godt 50.500 kroner, hvilket slår Frederiksberg C, der er landets p.t. næstdyreste lejligheds-postnummer, med cirka 1.000 kroner pr. kvadratmeter.

Se lejligheden her