Tovtrækningen mellem de to tidligere ægtefolk, Johnny Depp og Amber Heard, fortsatte på niende retsdag, hvor Shannon Curry, der er klinisk og retsmedicinsk psykolog, var indkaldt som vidne.

Fra vidnesskranken tegnede hun et billede af Amber Heard som værende overdreven opmærksomhedssøgende. Ifølge psykologen havde Johnny Depps ekskone også en borderline personlighedsforstyrrelse. Det skriver Sky News.

Desuden mente Shannon Curry, der undersøgte Amber Heard efter skilsmissen fra Johnny Depp, at kunne fastslå, at Heard 'groft har overdrevet symptomer på ptsd'.

Psykologen er hyret af Johnny Depps advokater og på den måde kommer det måske ikke bag på nogen, at hun talte til hans forsvar.

Psykolog Shannon Curry i vidnesskranken i sagen mellem Johnny Depp og Amber Heard.
Psykolog Shannon Curry i vidnesskranken i sagen mellem Johnny Depp og Amber Heard. Foto: POOL
Vis mere

Men Shannon Curry forklarede i retten, at hendes analyser er baseret på en gennemgang af en række af både medicinske- og retslige dokumenter ligesom hun har haft to samtaler med Amber Heard tilbage i december 2021.

Ifølge psykologen lider Amber Heard af følgende personlighedstræk: 'Passiv aggressiv adfærd og selvovervurderende og selvcentreret adfærd'. Ligesom hun beskrives som ‘fuld af raseri, indre vrede og bebrejdelse’.

Fra vidnesskranken forklarede psykologen, at det før er set, at kvinder med en borderline personlighedsforstyrrelse bruger 'en taktik med fysisk overfald for derefter at komme til skade … og så bruge retssystemet … for eksempel til at få et polititilhold'.

Det er almindelig kendt, at Amber Heard i maj 2016 indgav et midlertidigt polititilhold mod Johnny Depp.

Amber Heard i samtale med sit forsvar på sagens niende retsdag.
Amber Heard i samtale med sit forsvar på sagens niende retsdag. Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere

Psykologen mente desuden, at Heard 'voldsomt har overdrevet sine symptomer på ptsd'.

Skuespilleren skulle således under samtalerne med psykologen havde tilkendegivet, at hun led af 19 ud af 20 symptomer på ptsd. Hvilket Shannon Curry mener er atypisk selv for personer, der ‘lider af den mest invaliderende form for ptsd’.

Da Curry efterfølgende blev krydsforhørt af Amber Heards forsvar, blev hun spurgt, om hun mente, at Johnny Depp led af nogle former for personlighedsforstyrrelse.

Til det svarede Shannon Curry, at det ikke er hendes opgave at vurdere det.

Forsvaret kritiserede desuden, at Shannon Curry havde været inviteret til ‘middag og drinks’, hos Johnny Depp, før hun påtog sig opgaven med at vurdere Amber Heards mentale status. Hvilket Amber Heards folk beskrev som  ‘højst ureglementeret’.

Til sit forsvar sagde Shannon Curry, at hendes diagnoser var baseret på beviser.