De voldsomme anklager mod Marilyn Manson fortsætter.

Flere kvinder stod i 2021 frem og fortalte om seksuelle overgreb begået af Marilyn Manson. Også hans tidligere forlovede, skuespilleren Evan Rachel Woods, har fortalt om, hvordan hun allerede som teenager blev groomet af den verdenskendte musiker, og at han i flere år forgreb sig på hende fysisk og psykisk.

De to var sammen i en periode fra 2007 til 2010, hvor hun var 19 år gammel, og Marilyn Manson var 38. Nu fortæller hun i dokumentaren 'Phoenix Rising', ifølge mediet Pitchfork, om endnu et overgreb fra Marilyn Manson, som blev udført for rullende kameraer.

»Vi havde diskuteret en simuleret sexscene, men da kameraerne rullede, begyndte han at trænge ind i mig for alvor,« fortæller hun om indspilningen af musikvideoen til Marilyn Mansons nummer 'Heart-Shaped Glasses (When the Heart Guides the Hand)’.

Evan Rachel Woods er i dag 34 år gammel.
Evan Rachel Woods er i dag 34 år gammel. Foto: STEPHANE DE SAKUTIN
Vis mere

»Det havde jeg aldrig sagt ja til. Jeg er en professionel skuespillerinde, jeg har gjort dette hele mit liv, men jeg havde aldrig været på et så uprofessionelt set før. Det var fuldstændig kaos, og jeg følte mig ikke tryg. Ingen tog sig af mig. Det var en virkelig traumatiserende oplevelse at filme videoen.«

Hun fortæller endvidere, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle forsvare sig eller sige nej, da Marilyn Manson netop havde groomet hende til at aldrig at sige ham imod.

Efter oplevelsen skammede hun sig og følte sig ulækker.

»Jeg kunne mærke, at holdet på settet var meget utilpas, og ingen vidste, hvad de skulle gøre. Det var dengang, den første forbrydelse blev begået mod mig, og jeg blev praktisk talt voldtaget på kamera.«

Marilyn Manson har flere gange afvist alle beskyldninger – blandt andet i et opslag på Instagram.

'Mit liv og min kunst har længe været en magnet for det kontroversielle, men disse påstande imod mig er nogle forfærdelige forvridninger af virkeligheden,' skriver han og fortsætter:

'Mine intime forhold har altid været med samtykke fra ligesindede partnere, uanset hvordan – og hvorfor – andre nu vælger at genfortælle fortiden forkert. Det er sandheden.'