Jesper Duus er tilbage i dansk ishockey efter sit dramatiske brud i marts med DIU som sportschef. Han bliver fra den kommende sæson cheftræner for 1. divisionsvinderne Gentofte Stars sammen med Per Holten Møller.

”Jeg blev kontaktet af Gentofte Stars’ sportschef, Karsten Arvidsen, og behøvede ikke lang betænkningstid. Klubben har ambitioner om at vende tilbage til Metal Ligaen fra 2020, og det bliver et interessant job at være med til at udvikle holdet og gøre det klar til ligahockey. Fokus bliver på selve processen i højere grad end resultaterne. Gentofte Stars har en stor ungdomsafdeling med et stort potentiale,” siger Jesper Duus, 51, til B.T.

Han vil i den kommende sæson kombinere trænerjobbet med et civilt arbejde.

Jesper Duus og Karsten Arvidsen har været venner siden ungdomsårene i Rødovre i midten af 80’erne og vundet DM-guld sammen. Og nu genforenes de.

Gentofte Stars blev i 2017 en sensationel DM-sølvvinder, men forsvandt kort efter ned i 1. division. Det lykkedes til stor skuffelse for klubben ikke at få licens til det fine selskab den kommende sæson, men i 2020 skulle et comeback være sikkert og vist. Og så bliver det endda i en moderniseret skøjtehal.

Jesper Duus er en legendarisk skikkelse i dansk ishockey og blev som den første i 2012 i Cirkusbygningen optaget i Danmarks Ishockey Unions Hall of Fame.

En back i europæisk klasse med en unik spilforståelse, som var på landsholdet fra amatørtiden i C-gruppen i 1987 til Köln 2010 og i sin lange karriere har vundet fire nationale mesterskaber (to med Rødovre, et med svenske Färjestad og et med østrigske Feldkirch). Med Feldkirch desuden Europa Cup-titlen.

Han stoppede i efteråret 2016 som cheftræner i Rødovre Mighty Bulls, da han efter landsholdets mislykkede OL-kvalifikation blev sportschef i DIU. Dét job viste sig imidlertid ikke at være lykken. Han følte, at han druknede i administration. Hans kritik af DIU for at mangle visioner blev dog afvist af DIUs direktør, Ulrik Larsen.