Skuespillerinden Rebel Wilson kommer med hårde anklager mod Borat-stjernen Sacha Bahon Cohen.

Wilson, som spillede sammen med Cohen i filmen The Brothers Grimsby i 2016, kalder på Instagram sin tidligere kollega »et kæmpe røvhul«, som forsøger at stå i vejen for, at hun kan markedsføre sin nye bog.

Bogen – et endnu uudgivet erindringsværk – har ifølge Wilson et afsnit omhandlende Cohen, som hun tilsyneladende ikke brød sig om at arbejde med. Nu hævder hun, at Cohen »truer« hende med en kriserådgiver og advokater for at stoppe omtalen af bogen.

»Nu prøver det røvhul at true mig. Han har hyret en kriserådgiver og advokater. Han prøver at forhindre presseomtalen af min nye bog. Men bogen VIL komme ud, og I vil alle kende sandheden,« har hun skrevet i et Instagram-opslag ifølge Variety.

Det er ét af flere opslag, hvori hun omtaler Cohen som et 'røvhul' uden at sætte navn på ham. Det har derfor været uklart, hvem hun talte om, men i en Instagram-opdatering mandag siger hun det nu lige ud:

»'Røvhullet', som jeg omtaler i ét afsnit af min bog, er: Sacha Baron Cohen.«

Efter at have omtalt et ukendt 'røvhul' på sociale medier, afslører Rebel Wilson mandag, hvem hun taler om.
Efter at have omtalt et ukendt 'røvhul' på sociale medier, afslører Rebel Wilson mandag, hvem hun taler om. Foto: Foto: Instagram
Vis mere

Er man i tvivl om, hvad Wilson har imod Cohen, kan et ældre radiointerview med den australske kanal Kiis FM måske give et fingerpeg.

I interviewet, der blev lavet, før The Brothers Grimsby kom ud, fortalte hun ifølge Courier Mail følgende om at optage med Cohen:

»Hver dag sagde han: 'bare vær nøgen, det bliver sjovt. Kan du huske, da jeg lavede en nøgenscene i Borat? Det var sjovt'«.

Hun sagde også, at Cohen bad hende stikke sin finger op i numsen på ham i filmens afsluttende scene, fordi han mente, det ville være sjovt.

En talsperson for Cohen siger følgende til Business Insider om anklagerne:

»Mens vi anerkender vigtigheden i at tale ud, bliver disse påviseligt falske påstand direkte modsagt af omfattende og detaljerede beviser, herunder dokumenter, filmoptagelser og øjenvidneberetninger fra folk, der var til stede før, under og efter produktionen af 'The Brothers Grimsby'«.

Cohen spillede Borat i filmen af sammen navn fra 2006.