KIF's tidligere storspiller finder det uanstændigt, at klubben betaler til andre, mens han har penge til gode.

Kolding. Bo Spellerberg forlod efter sidste sæson håndboldklubben KIF Kolding, som han nåede at repræsentere i mere end halvandet årti.

Ekslandsholdsspilleren, der nu er spillende cheftræner i schweiziske TSV St. Otmar Handball St. Gallen, er en af de personer, der har begæret sin tidligere klub konkurs.

Han slår fast, at han ikke havde noget valg, efter at han forgæves har ventet på penge, han har til gode.

- Det er uanstændigt, at det er mig, som har været 16 år i klubben, der skal sige, det går ikke. Det, synes jeg, ikke er rimeligt. Tænk at sætte mig i den situation.

- Jeg er den spiller, som har hjulpet dem mest nogensinde økonomisk. De udbetaler penge til andre, men ikke til mig. Det er urimeligt, siger Bo Spellerberg til TV2 Sport.

Den 39-årige tidligere storskytte for KIF Kolding henviser til, at han tidligere har eftergivet klubben et sekscifret beløb.

KIF Koldings bestyrelsesformand, Brian Stein, siger til Jydske Vestkysten, at de tidligere Kolding-spillere Lars Jørgensen og Marcus Cleverly samt den fysiske træner Thor Mørk er de tre andre, som via Håndbold Spiller Foreningen har begæret klubben konkurs.

Ifølge TV2 Sport må KIF Kolding også imødese et sagsanlæg fra Brøndby Hallen, hvor klubben i en del år spillede nogle af sine hjemmekampe.

- Der har været for meget bøvl med dem, vil jeg sige. De betalte ikke de ting, de skulle. Så vi kommer til at lægge sag an, siger Brøndby Hallens formand, Kent Magelund, som også er borgmester i Brøndby Kommune.

KIF Kolding, som før denne sæson hed KIF Kolding København, har en del gange gennem tiden været i økonomisk uføre.

Klubben med de stolte traditioner ligger aktuelt nummer ti i Herre Håndbold Ligaen med tre point efter fire kampe.

/ritzau/