Team Esbjerg var længe det bedste hold, men Odense Håndbold genvandt DM-guld på god anden halvleg.

Odenses håndboldkvinder er for andet år i træk dansk mester. Det blev en kendsgerning med en sejr i den afgørende DM-finale mod Team Esbjerg, der blev slået 25-24.

Odense lignede ellers en taber et godt stykke inde i kampen, men fynboerne arbejdede sig tilbage i opgøret og endte med at overliste Esbjerg i slutfasen.

Nogen fremragende håndboldkamp blev det aldrig, men finalen havde dramatik og spænding til det sidste.

Odense vandt den første finale hjemme med 31-27, men da Team Esbjerg svarede igen med en 35-28-sejr i Vestjylland, skulle der altså en tredje og afgørende finale til for at fordele guld og sølv.

Odense-keeper Althea Reinhardt blev afgørende med flere store redninger, mens hollænderen Dione Housheer i den anden ende blev vital med ti scoringer.

Med to sekunder kunne Esbjerg have udlignet, men overliggeren hjalp Odense til guldet.

/ritzau/