Bølgerne gik højt i torsdagens EM-studie på TV 2.

For da studiet med den tidligere landsholdsspiller Lærke Møller og den mangeårige kommentator Bent Nyegaard skulle forholde sig til onsdagens skandalekamp mellem Spanien og Tyskland, udviklede det sig til en kæmpe diskussion.

»De (Spanien, red.) har muligheden for at påvirke, hvordan de kommer bedst over i mellemrunden. Det kan jeg slet ikke se problemet i. Jeg kan se problemet i den måde, der bliver jublet på. Det er overhovedet ikke fairplay. Men det er sådan, spillet er, og jeg er selv opdraget i en vinderkultur, så jeg ville gøre det til hver en tid,« lød det fra Lærke Møller på TV 2 Sport, inden en vred Bent Nyegaad afbrød hende.

»Hallo! Du jubler jo med. Du accepterer det og synes, det er i orden,« sagde han.

TV 2 Sports håndboldekspert, Lærke Møller.
TV 2 Sports håndboldekspert, Lærke Møller. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Efter en lang diskussion endte det da også med stor uenighed, hvor håndboldkommentatoren fik det sidste ord:

»Jeg kan bare sige, at det duer ikke. Og hvis vi skal bevare spillets og menneskers integritet, så kan vi ikke tillade sådan noget dér.«

Det var onsdag aften, at EM-kampen mellem Spanien og Tyskland fik en skandaløs afslutning.

Spanien var foran 23-20 i sidste minut og dermed sikker på avancement fra det indledende gruppespil. Men for at få to point med videre var Spanien afhængig af, at tyskerne også kom med videre til mellemrunden i stedet for Polen.

Og derfor hamrede spanske Jennifer Bermejo pludselig bolden langt over mål fra egen banehalvdel.

Tyskerne scorede kort efter, og det fik spanieren Paula Argos til at række armene i vejret og juble inde på banen, inden spanierne undlod at afslutte på det sidste angreb.

Dermed endte det med en spansk sejr på 23-21.

Et resultat, der betød, at Tyskland gik videre sammen med Spanien og Montenegro på bekostning af Polen.

Og derfor var det da også nogle rasende polske medier, der dagen derpå beskrev skandalen som »usmagelig«.