Kevin Magnussens Haas-racer er så udfordret, at danskerens avancement til Q2 i sig selv var en succes.

En 15.-plads i lørdagens Formel 1-kvalifikation i Singapore lyder bestemt ikke prangende.

Ikke desto mindre opfyldte Kevin Magnussen med en sådan placering Haas-teamets ambitioner, og danskeren fik efterfølgende ros af garagen for sin kørsel.

Bilen var nemlig igen ikke til mere, så at danskeren overhovedet kom videre til Q2 bliver betragtet som et lyspunkt. Så slemt står det til.

- Man bliver nødt til at tage det positive med, som der er. Det var en af de tidstagninger, hvor man kunne mærke, at man fik det ud af det, man kunne.

- Det er det frustrerende ved Formel 1, når der bliver kørt på så højt et niveau. Vi fik mere ud af bilen, end der er i den, og jeg kørte nogle rigtig gode omgange, og alligevel bliver man så nummer 15, langt fra 14.-pladsen, siger Kevin Magnussen efterfølgende til TV3+.

I Q2 havde han omkring otte tiendedele af et sekund op til Kimi Räikkönen på 14.-pladsen.

Danskeren starter dog som nummer 14 i løbet søndag, fordi Sergio Perez bliver rykket fem startplaceringer tilbage som følge af udskiftning af gearkassen.

- Der har aldrig været et løb her (i Singapore) uden safety car, og safety car kommer kun på banen, hvis der sker noget med bilerne. Og det må der gerne gøre søndag også.

- Forhåbentlig kan vi holde fast i vores position og er ikke så langsomme, at vi ryger ned gennem feltet. Og så håbe på, at der sker nogle ting foran, siger Kevin Magnussen til TV3+.

Hans teamkollega Romain Grosjean sluttede som nummer 18 i kvalifikationen.

Charles Leclerc i Ferrari var hurtigst af alle og starter forrest for tredje grandprix i træk. De to foregående løb har den unge monegasker vundet.

/ritzau/