Mange har måske glemt det, fordi Taylor Swifts forhold til NFL-stjernen Travis Kelce har stjålet alle overskrifter, siden de begyndte at date.

Men i foråret 2023 var det en anden sportsstjerne, den amerikanske popdronning blev rygtet sammen med.

Nu spøger Formel 1-verdensmesteren Fernando Alonso så igen på én af Swifts nye sange, skriver The Sun.

Og spanieren har selv pustet til ilden med en video på de sociale medier. Se den nederst i artiklen.

I hvert fald er Formel 1-fans overbeviste om, at sangen 'Imgonnagetyouback' indeholder en stikpille til Alonso.

'Small talk, big love, act like I don't care what you did / I'm an Aston Martin that you steered straight into the ditch / Then ran and hid'

Sådan lyder en del af teksten i sangen, der udkom sammen med resten af Swifts nye album fredag. 'Jeg er en Aston Martin, du styrede lige ned i grøften'.

Og Fernando Alonso kører selvfølgelig for Aston Martin i motorsportens kongeklasse.

»Alonso hvad har du gjort?« lyder en af de mange reaktioner.

»Vent … så datede de rent faktisk?« lyder en anden.

Den 42-årige spanier har da også opdaget, hvad Taylor Swift synger.

Aston Martin-holdet har lagt en video af Alonso på TikTok, hvor sangen spiller henover, mens han sender en kryptisk besked. Bedøm selv nedenfor.

Han var med i en lignende video, da rygterne om deres forhold var på sit højeste.

Fernando Alonso er langt fra den eneste, som Taylor Swift angiveligt synger om på albummet 'The Tortured Poets Department'.

Flere spekulerer i, om hun udstiller ekskæresterne Joe Alwyn og Matt Healy.

Samtidig er alverdens fans overbeviste om, at Swifts kæreste Travis Kelce er centrum i en af sangene.