»Det er et mareridt, det sker på årets største salgsdag.«

Sådan lyder det fredag aften fra elektronik- og hvidevarekæden POWERS direktør, Jesper Boysen, der er dybt rystet, da B.T. taler med ham. 

POWER er fredag aften blevet udsat for et målrettet hackerangreb, der har lagt virksomhedens hjemmeside ned i Danmark såvel som Norge, Sverige og Finland.

»Det er robotter, der sidder og prøver at foretage 630 millioner køb på vores hjemmeside, og det knuser jo alt,« siger han. 

Her er POWERS direktør, Jesper Boysen, der er dybt rystet, da B.T. taler med ham.
Her er POWERS direktør, Jesper Boysen, der er dybt rystet, da B.T. taler med ham. Foto: POWER
Vis mere

»Vi arbejder i højtryk for at få det fikset, men i skrivende stund kan kunder ikke købe varer på vores hjemmeside,« siger han og tilføjer: 

»Vores system er fuldstændig lagt ned, og så sker det på Black Friday, der er årets største salgsdag.«

Hvad betyder det for jer?

»Det betyder helvedes meget. Det er jo lige nu, vi har årets højtid. Vi skal sælge vores varer, og så sker det her. Det er en detailhandlers mareridt. Det er en katastrofe,« siger han. 

Jesper Boysen slår fast, at Black Friday-tilbuddene bliver forlænget, hvis det her til aften lykkes at få hjemmesiden op at køre igen. 

»Vi havde egentlig planlagt, at vores Black Friday-tilbud skulle udløbe præcis til midnat – men vi forlænger perioden, hvis vi kommer op at køre igen,« siger Jesper Boysen.

Du kan følge med i B.T.s liveblog om Black Friday HER.