Hvis boligejerne sidder med sved på panden og mavepine over de prisfald, der allerede nu har ramt boligmarkedet, så handler det nok om at spænde sikkerhedsselen og gøre klar til en drastisk nedtur.

Økonomisk Råd kom tirsdag med en prognose for prisudviklingen på boligmarkedet frem mod 2025, og det var grum læsning.

Her regner de økonomiske vismænd nemlig med, at realpriserne på boligmarkedet gennemsnitligt kommer til at falde med 20 procent frem til 2025. Realpriser er udviklingen, hvor inflation er medregnet.

»Det er selvfølgelig markant. Der er ingen tvivl om, at der kommer en hård korrektion i markedet. Det er jo en krise, og en krise er, i sagens natur, ubehagelig. Men det bliver ikke lige så slemt som finanskrisen,« siger Mikkel Høegh, boligøkonom hos Jyske Bank.

Men vi er gået fra prognoser, hvor der blev spået om prisfald på fem procent, så var det 5-10 procent, nu er det pludselig 20 procent. Bliver det her tal med prisfald bare større og større?

»Det er svært at lave gode prognoser, og prognoser har det med at blive overhalet af virkeligheden. Prognoser vil jo gerne forudse bløde landinger, og tingene har det med ikke at lande blødt,« siger Mikkel Høegh:

»Jokeren her er den kraft, renten er steget med. Det er gået lynhurtigt, og det virker som en håndgranat på det her marked.«

Hvilke konsekvenser får så markant et prisfald?

»Det er ubehageligt for boligejerne at se sådan en prognose, men det er i reale termer, skal man huske,« siger Mikkel Høegh:

»Det er møgtræls, hvis man lige har købt et hus, og derfor er det så vigtigt at købe en bolig med lang horisont. Der vil være relativt mange boligejere, som kommer til at skulle leve med stemplet ‘teknisk insolvent’ i nogle år. Men det går over.«

Hvis vismændene får ret, går det i dén grad over.

Fra 2025 frem til 2030 regner vismændene nemlig med, at boligpriserne i reale termer gennemsnitligt vil stige med 5,8 procent om året.

»Det interessante ved boligmarkedet er, at når vi får de store ryk ned i pris, så retter det sig relativt hurtigt efterfølgende. Så vi kommer meget hurtigt tilbage på sporet,« siger Mikkel Høegh:

»Hvis den her prognose holder, så får vi et markant hak ned i pris, og så går det relativt stejlt opad. Så boligejere, der får banket markante summer af deres friværdi, skal ikke vente så længe igen, før den værdi er tilbage.«