Den belgiske verdensstjerne Romelu Lukaku er kommet i modvind i Chelsea.

Årsagen er, at den store angriber tidligere på ugen fortalte, at han ikke er glad for sin rolle i London, og at han ønsker en retur til Inter i fremtiden.

De kontroversielle udtalelser kom i et interview med Sky Italy. Og de var slet ikke i orden. Det mener Graeme Souness, som er kommentator for Sky Sports.

»Det er mangel på respekt. Han er blevet 29 år, og han burde vide bedre. Det skader klubben voldsomt,« sagde den tidligere skotske fodboldstjerne i Sky-studiet søndag eftermiddag og fortsatte:

Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

»Han kunne lige så godt gå ned i omklædningsrummet og fortælle holdkammeraterne, at han ikke ønsker at spille med dem mere.«

Graeme Souness tilføjer, at Romelu Lukaku skal sige undskyld. Kommentatoren synes ligeledes, at Thomas Tuchel kan kræve det.

Det har Chelsea-træneren ikke gjort, men angriberens interview har fået konsekvenser. Nyindkøbet fra Inter blev således vraget til Chelseas trup mod Liverpool søndag aften.

Og den beslutning forstår Graeme Souness godt.

»Thomas Tuchel har sat foden ned, og Lukaku gik langt over stregen. Han skal sige undskyld til sine holdkammerater. Det var så forkert, at det er svært at forstå.«

Romelu Lukaku skiftede til Chelsea i sommerens transfervindue efter et meget succesfuldt ophold hos Inter.