Den tidligere landsholdstræner for Spanien Luis Aragonés er død. 

Det skriver det spanske medie as.com, som kan oplyse, at den 75-årige spanier, der var alvorligt syg, gik bort lørdag morgen i den spanske hovedstad, Madrid.

Luis Aragonés, der som aktiv var med til at spille guldet hjem til Atlético Madrid i 1966, 1970 og 1973, var træneren, som førte Spanien frem til EM-guldet i 2008. Det blev begyndelsen på en række flotte resultater for det spanske landshold, der i 2010 blev verdensmester og i 2012 igen hjemførte EM - uden Luis Aragonés som landstræner.

Han valgte nemlig efter fire år som landstræner at stoppe efter slutrunden i Schweiz og Østrig, og i stedet drog han til Fenerbahce i Tyrkiet, hvilket imidlertid ikke blev nogen større succes, og siden 2009 har Luis Aragonés stået uden klub.

Officielt sagde han stop med trænergerningen i december 2013.