Det er 15 år siden, at Romario indstillede fodboldkarrieren, men nu har han annonceret et comeback.

Et opsigtsvækkende comeback kan være på vej i de lavere brasilianske fodboldrækker.

I hvert fald er den brasilianske fodboldlegende Romario officielt blevet registreret som spiller for America de Rio de Janeiro, der spiller i den syvendebedste række i Brasilien.

Her vil Romario gerne spille sammen med sin 30-årige søn, Romarinho, der er angriber i America.

- Jeg er klar til at give mit kære America lidt hjælp. Tak til alle for støtten. At dele bane med min søn bliver en drøm, der går i opfyldelse, skriver Romario i et opslag på Instagram.

Han oplyser, at han ikke vil spille ligakampe, men i stedet være med i andre kampe ved siden af sin søn.

58-årige Romario, som blev verdensmester med Brasilien i 1994, stoppede karrieren i 2008. Han gjorde også et kortvarigt comeback i 2009.

Året efter karrierestoppet blev Romario sportsdirektør i America. I januar blev han præsident i fodboldklubben.

For det brasilianske landshold scorede Romario 55 mål i 70 kampe. Han scorede fem mål, da han var med til at føre Brasilien til VM-titlen i 1994.

På klubplan spillede Romario blandt andet for PSV i Holland og FC Barcelona i Spanien.

/ritzau/