Den tidligere Manchester City-spiller og verdensmester Benjamin Mendy har slået tilbage mod den engelske storklub, der valgte at suspendere ham, da anklagerne om voldtægt og seksuelle overgreb ramte franskmanden.

I juli blev Mendy fundet uskyldig i alle anklagerne, som blandt andet indebar tiltale for syv voldtægter, i en retssag ved Chester Crown Court i England.

I al den tid, som sagen kørte, har Benjamin Mendy ikke fået sin løn fra Manchester City. Det var en kontrakt, der løb indtil juni 2023.

Sky Sports skriver, at Mendy derfor sagsøger Manchester City i sagen og har 'et krav på flere millioner pund for uautoriseret fratragelse af løn.'

Benjamin Mendy slår nu sine folder i franske Lorient.
Benjamin Mendy slår nu sine folder i franske Lorient. Foto: Damien Meyer/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

'Manchester City FC undlod at betale Mr. Mendy nogen form for løn fra september 2021, efter at Mr. Mendy var blevet anklaget for forskellige lovovertrædelser, som han efterfølgende blev frifundet for, indtil hans kontrakt udløb i juni 2023. Kravet vil komme for arbejdsretten,' lyder det i en erklæring fra Mendys advokat, Nick De Marco KC.

Benjamin Mendy blev i 2017 Premier Leagues dyreste forsvarsspiller, da Manchester City betale 52 millioner pund – svarende til over 440 millioner kroner – for Mendy, da han blev hentet i Monaco.

Han var med til at gøre Frankrig til verdensmestre i 2018 og vandt tre titler med City.

Benjamin Mendy tørner nu ud for Ligue 1-klubben Lorient.