Han er en stolt far. Og han kommer formentlig til at se TV 2 hver fredag aften.

Det lægger Peter Schmeichel ikke skjul på. Og det skyldes en stor nyhed, som hans datter for nylig har kunnet dele.

Hun er nemlig en del af castet til årets 'Vild med dans' på TV 2, og det er noget, der i den grad har fået den tidligere landsholdsstjerne til at trække på smilebåndet.

'Jeg er så stolt over, at min datter Cecilie har taget udfordringen op og har sagt ja til at deltage i den nye sæson af 'Vild med dans',' skriver han i et opslag på Instagram og fortsætter:

'De fedeste og hårdeste udfordringer ligger forude, men jeg er sikker på, at hun kommer til at klare det helt fantastisk, og jeg glæder mig til at følge hendes rejse sammen med hendes dygtige dansepartner,' skriver Peter Schmeichel.

Cecilie Schmeichel skal i programmet danse med Damian Czarnecki, der er ny professionel danser i programmet, og han har i en kommentar allerede rost sin dansepartner.

'Mange tak, Peter! Jeg kan godt forstå, du er stolt af hende. Hun arbejder på fuld hammer, og det bliver bare super godt,' skriver han til fodboldlegenden.

Årets første 'Vild med dans'-program bliver sendt 9. september.