Sport Republic er ny ejer af Göztepe, hvor dansker skriver historie. Klubben bekræfter nu også overtagelsen.

Virksomheden Sport Republic, der har Rasmus Ankersen og Henrik Kraft som medejere, har købt aktiemajoriteten i den tyrkiske klub Göztepe. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Forhandlingerne mellem klubben og Sport Republic har været kendt i offentligheden længe, og allerede fredag meddelte Ankersen, at købet var på plads. Nu er handlen så også bekræftet fra klubbens side.

Sport Republic overtager 70 procent af klubben, og Rasmus Ankersen rykker ind i klubben som formand for bestyrelsen. Han skriver ifølge klubbens hjemmeside historie som klubpræsident i Tyrkiet.

- Foruden at blive den første udenlandske investor i Tyrkiet bliver Rasmus den første udenlandske klubpræsident, forklarede Mehmet Sepil, der tidligere havde aktiemajoriteten i klubben, på pressemødet.

Göztepe rykkede ud af Tyrkiets bedste række sidste år og frister derfor øjeblikkeligt en tilværelse på næsthøjeste niveau.

Selskabet Sport Republic med de to danske frontfigurer ejer i forvejen Premier League-klubben Southampton. Den serbiske rigmand Dragan Solak er også en del af Sport Republic.

Rasmus Ankersen var tidligere direktør i Premier League-klubben Brentford samt bestyrelsesformand i FC Midtjylland. De to klubber har samme ejer.

Han forlod dog begge poster i slutningen af sidste år, da han trådte ind i Sport Republic.

- Idéen er, at vi skal være en "multiple club group", så vi skal ud at opkøbe et par klubber mere inden for de næste seks måneder. Så må vi se, hvornår vi er fuldt udbygget som gruppe, sagde Ankersen i februar til Herning Folkeblad.

/ritzau/