Midt i FC Københavns derby-sejrsrus og amokløb mod mesterskabet er der opstået lidt murren i krogene af omklædningsrummet.

Nicolai Boilesen kunne forleden ikke lægge skjul på sin enorme skuffelse over at være blevet bænket i FC København.

Det førte til lidt uro i de bageste geledder hos hovedstadsklubben, og forsvarskollega Denis Vavro udtalte i et tv-interview inden mandagens derby mod Brøndby, at Boilesen ikke viste respekt for holdet. SE KLIPPET ØVERST

Den spegede situation bad B.T. FCK-stjernen Rasmus Falk om at forholde sig til efter mandagens påskekamp.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det gider jeg ikke gå for meget ind i. Jeg elsker 'Boile', som er en tæt ven for mig, og det eneste, jeg kan sige, er, at han træner rigtig, rigtig godt, og han er meget støttende over for sine holdkammerater,« lød det fra Falk, der mandag fik topkarakter af B.T.

»Men ja, jeg er godt klar over, at han ikke er glad for at sidde på bænken. Men som udgangspunkt gider jeg ikke gå for meget ind i den sag. Han træner godt, og han er stadig glad, når vi vinder fodboldkampe – så jeg gider ikke gå ind i det.«

Men Rasmus Falk påpegede også, at det er den store konkurrencetilstand på alle positioner, der gør, at FCK efterhånden ligner et suverænt mesterhold.

»Der er jo konkurrence på alle positioner, og 'Boile' har været rigtig, rigtig vigtig for os. Ligesom Khocholava har været og Vavro har været. Det handler om, at alle bidrager mest muligt. Og så vil der altid være nogen, der er skuffede over ikke at spille.«

»Og man må gerne være skuffet, men man skal gøre sit bedste hver gang,« understregede FCK-stjernen.