Døde mus og musekskrementer er blevet fundet på lageret i supermarkedet Istanbul Bazar på Frederiksborgvej på Nørrebro.

Det skriver fødevaremyndighederne i deres seneste kontrolrapport fra stedet og kvitterer med en sur smiley.

Men selvom den sure smiley p.t. er den eneste sure smiley fra Istanbul Bazar, så er supermarkedet langt fra ukendt med de nedadvendte mundvige.

For supermarkedet har tidligere fået hele 20 sure smileys på to år. Derfor blev supermarkedet tidligere på året også tvangslukket af Fødevarerejseholdet. 

Dengang hed det Mix Bazar og fik udover tvangslukningen forbud mod at åbne frem til sommer, men der skulle ikke mere til end et ejerskifte og en navneændring før man endnu en gang kunne sælge varer på Frederiksborgvej på Nørrebro.

Det skriver KøbenhavnLIV, der har talt med Michael Rosenmark, der er chef for Fødevarerejseholdet.

»Håbet var, at det ville blive bedre. Enten fordi de havde karantæne, eller fordi nye folk kom ind. Men det ser desværre ikke ud til, at det har ændret sig.« fortæller han til KøbenhavnLIV.

Noget der heller ikke har ændret sig er tilstandsrapporterne, der endnu engang har kastet en sur smiley af sig.

'På lager ses der 2 døde mus i limfælde. Ligeledes ses der flere musefælder samt musekorn på lager,' står der i den seneste kontrolprogram:

'Derudover ses der museekskrementer ved indgang til lager. Der ses også museekskrementer i flere hjørner og under palle. Der ses over 50 museekskrementer i hjørner på lager.'