»Han er selvfølgelig ikke god nok til Barcelona på den lange bane med de ambitioner, de har, hvor de skal vinde Champions League.«

Så klar er meldingen fra fodboldekspert Mikkel Bischoff, da B.T. spørger ham, om Martin Braithwaite har niveauet til at spille i FC Barcelona.

Men alligevel mener den tidligere professionelle fodboldspiller, at 28-årige Braithwaite kan få en rolle i den spanske storklub – også efter sommerferien:

»Hvis han leverer de kommende måneder, vil jeg ikke afskrive, at han kan få en rolle efter sommerferien. Mest af alt fordi han godt kan affinde sig med at sidde på bænken og være fjerdevalg i angrebet.«

Mikkel Bischoff mener ikke, at Martin Braithwaite har niveau til Barcelona på den lange bane.
Mikkel Bischoff mener ikke, at Martin Braithwaite har niveau til Barcelona på den lange bane. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Mikkel Bischoff understreger, at Martin Braithwaite skal løfte sit niveau, hvis han skal kunne indgå i sammenspillet med eksempelvis Lionel Messi.

Og fodboldeksperten påpeger, at den danske landsholdsspiller under normale omstændigheder ikke var kommet på tale i Barcelona:

»Man kan sige, at de fået det bedste af det værste, fordi omstændighederne gør, at de ikke har kunnet købe, hvem de helst ville. De kunne kun vælge mellem en afgrænset gruppe spillere.«

Martin Braithwaite kommer til at koste Barcelona i omegnen af 135 millioner kroner.

B.T.s klummeskribent Morten Bruun mener heller ikke, at 28-årige Braithwaite er god nok:

»Fodboldverdenen er skruet sådan sammen, at du ikke spiller i bundklubber i Frankrig og Spanien, hvis du er verdensklasse og kan spille i Barcelona.«

Men han mener ligesom Mikkel Bischoff, at den danske landsholdsspiller vil få en rolle i den spanske storklub:

»Jeg tror da, at han kommer til at få spilletid og dermed få en rolle. Ellers virker købet meget meningsløst.«

Morten Bruun mener heller ikke, at Martin Braithwaite er god nok til Barcelona.
Morten Bruun mener heller ikke, at Martin Braithwaite er god nok til Barcelona. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Mikkel Bischoff tror, at Martin Braithwaite kommer til at indgå i et rotationssystem i Barcelona, hvor han både får kampe fra start, og hvor han kommer ind fra bænken.

Både Mikkel Bischoff og Morten Brunn tror, der er en sandsynglighed for, at den danske angriber allerede bliver solgt til sommer igen, når Barcelonas skadesproblemer er ovre.

Martin Braithwaite har scoret seks mål i 24 kampe i La Liga i denne sæson.

Han har tidligere spillet i europæiske klubber som Middlesbrough, Bordeaux og Toulouse.