Osama Akharraz tager konsekvensen af flere uheldige episoder på det sociale medie Twitter.

- Føler mig overhovedet ik værdsat i AGF jeg har fucking! lige sikret klubben 3 vigtige point. Nu smutter jeg til Kbh og måske blir jeg der!

Sådan lød det for en uge siden på Twitter, da AGF-spilleren Osama Akharraz rasede over ikke at få anerkendelse nok for sejrsmålet mod OB.
Efterfølgende måtte Akharraz undskylde udbruddet, og nu tager han konsekvensen. Fremover vil man ikke længere kunne følge den temperamentsfulde AGF'er på det sociale medie.

- Jeg lukker min Twitter...Farvel og TAK! til alle jer der har fulgt mig, skriver han mandag aften på sin profil.

Ovenstående kontroversielle tweet var ikke første gang, at Osama Akharraz fik luftet sine frustrationer på Twitter.
Sidste år rasede han mod dommer Michael Tykgaard efter en kamp mod Sønderjyske.

- Og dommerne i kartoffelligaen er bare for dårlige.. de har ingen nosser!, skrev han Twitter, hvilket også dengang sendte Osama Akharraz i mediemøllen.

Om AGF-ledelsen har haft indflydelse på lukningen af profilen, skal være usagt. Men de vil næppe protestere over det.