Mathias 'Zanka' Jørgensen spillede hele kampen, da Fortuna Düsseldorf satte 2-0-føring over styr mod Köln.

Længe så det ud til, at Fortuna Düsseldorf skulle spille sig til en vital sejr i bunden af Bundesligaen, men med Mathias 'Zanka' Jørgensen i startopstillingen for første gang siden 15. februar blev det 2-2 mod FC Köln.

Düsseldorf førte ellers udekampen med 2-0 indtil tre minutter før tid, men Köln fik uafgjort med to sene scoringer, den sidste i tillægstiden.

Düsseldorf ligger stadig på den tredjesidsteplads, der ved sæsonens afslutning udløser en playoffkamp mod nummer tre fra 2. Bundesliga om en plads i Bundesligaen, og med pointtabet er der stadig tre point op til Mainz lige foran.

Der er tre point ned til Werder Bremen på næstsidstepladsen, der er lig med direkte nedrykning. Werder har dog spillet en kamp mindre.

Mathias Jørgensen har været en sjælden starter siden ankomsten til Düsseldorf, men Kaan Ayhans karantænedag banede vejen for danskeren.

Fem minutter før pausen kom udeholdet foran, da Kenan Karaman scorede med et afrettet skud.

Köln havde bolden mest, og efter knap en time tilkæmpede gedebukkeklubben sig et straffespark.

Mark Uth misbrugte imidlertid fra 11 meter, og da riposten gav endnu en god mulighed, gik to Köln-spillere galt af hinanden, så ingen af dem fik afsluttet.

I stedet slog Düsseldorf kontra i den anden ende to minutter senere, og Erik Thommy satte køligt bolden ind til 2-0.

Alligevel skabte Köln spænding til sidst. Tre minutter før tid headede Anthony Modeste reduceringen ind, og så blev slutfasen hektisk.

Kort inde i tillægstiden faldt udligningen så. Efter et indlæg fra højre steg Jhon Cordoba til vejrs over blandt andet Mathias Jørgensen og udlignede til 2-2.

Köln ligger nu på 10.-pladsen.

/ritzau/