DBU har i dag offentliggjort de nominerede til prisen årets træner 2016. Men en af de mest succesfulde trænere sidste år, Jakob Michelsen, er ikke iblandt.

Det undrer en del fodboldentusiaster på Twitter, som gerne havde set den tidligere Sønderjyske-træner blandt de fire nominerede.

»Jeg melder mig i koret af dem, der heller ikke fatter, at Jakob Michelsen ikke er nomineret til årets træner. Why?!« spørger Jacob Quvang som en blandt mange på Twitter.

I foråret 2016 sikrede 36-årige Michelsen Sønderjyske en overraskende andenplads i Superligaen, og i efteråret var han tæt på at føre sønderjyderne ind i Europa League-gruppespillet.

På listen over de fire nominerede finder man i stedet mestertræner fra FC København Ståle Solbakken, Alexander Zorniger fra Brøndby, Lyngbys David Nielsen samt Bo Henriksen fra AC Horsens.

Det er DBU, som har annonceret de nominerede på Twitter, og som står for Dansk Fodbold Awards-arrangementet, hvor vinderen bliver offentliggjort den 20. marts. Men det er Dansk Træner Union, der står for selve afstemningen.

Her oplyser formand Jørgen Hansen, at det er samtlige danske divisionstrænere på både herre- og damesiden samt alle DBU's landstrænere, der på mail har peget på deres trænerfavorit fra det forgangne år.

Jørgen Hansens forklaring på Michelsen fravær blandt de nominerede er derfor ganske enkel: Det er sådan, trænerne har stemt.

»Der er ingen eksperter ind over. Det er udelukkende de fire, der har fået flest stemmer i trænernes afstemning, som vi indstiller til DBU som de nominerede til prisen.« siger Jørgen Hansen.

Det, der især falder folk for brystet ved Michelsens fravær blandt de fire nominerede, er, at han faktisk vandt 2015-prisen, men måske har overgået den præstation i 2016.

I 2015 var han i foråret træner i Skive i 1. Division, inden han overtog roret i Sønderjyske i sommeren 2015. Her fik han straks succes, og det var klubbens flotte efterårssæson, der især dannede grundlag for, at han vandt titlen Årets Træner 2015, blandt andet foran FC Midtjyllands guldtræner Glen Riddersholm.

I 2016 sikrede Michelsen sølvmedaljerne og skabte et Europa-eventyr med en af de klubber, der har Superligaens laveste budget. En præstation, der iøvrigt fik Hammerby til at hente det danske trænertalent til Sverige.

Jørgen Hansen studsede da også over, at Jakob Michelsen ikke endte i top 4, da han så resultatet. Men det har en naturlig forklaring:

»De forskellige træner lægger måske vægt på forskellige ting. Nogen gange er det jo lige så flot at redde en klub i krise fra nedrykning, som det er at gøre et storhold til mestre. Men når det er sagt, så har jeg da set stemmer, hvor jeg har undret mig over, hvorfor man har stemt sådan,« siger Jørgen Hansen, og opfordrer folk til at glemme de sure mine og i stedet se kåringen som en fejring af den danske trænerstand.

»Glæd jer over den, der vinder, i stedet for at være sure over dem, der bliver nummer 6 eller 7.«

Om det så bliver Solbakken, Zorniger, Nielsen eller Henriksen, der løber med æren til trænerfesten ved DBU's store Dansk Fodbold Award 2017 vil tiden vise.

Stemmerne er i hvert fald afgivet af de danske toptrænere med en stemmeprocent på omkring 70 procent.

Vi har kontaktet Jakob Michelsen, men han ønsker ikke at kommentere på sagen.