Lucas Andersen fik debut for Ajax, og Lasse Schöne kom på måltavlen i 2-0-sejren over Groeningen.

Antallet af danske Ajax-debutanter steg lørdag aften, da Amsterdam-klubben hjemme tog imod Groeningen.

Med 11 minutter tilbage af kampen blev den tidligere AaB'er Lucas Andersen sendt på banen til sin første optræden for den hollandske storklub.  Få minutter før tid kunne den 18-årige nordjyde endda have fået en drømmedebut, da Viktor Fischer spillede ham fri til en stor mulighed. Men desværre for Ajax og i særdeleshed Lucas Andersen røg afslutningen på stolpen.

Bedre gik det for Lasse Schöne, der ligesom Christian Eriksen og Viktor Fischer fik fuld tid i 2-0-sejren.
Efter 53 minutter cementerede han Ajax' sejr, da han satte et straffespark i nettet. Inden da havde Derk Boerrigter sørget for føringsmålet.
Med sejren til Ajax og dansker-kvartetten er hovedstadsklubben blot et enkelt point bag førerholdene Twente og Vitesse, der dog har spillet en kamp færre.