Barcelona måtte arbejde for de tre point, da Real Sociedad blev slået 2-1 på Camp Nou.

Det var hverken kønt eller prangende, men det var nok. Det må være FC Barcelona-cheftræner Ernesto Valverdes analyse af lørdagens hjemmekamp i ligaen mod Real Sociedad.

For de tre point kom i hus med en sejr på 2-1, men det holdt hårdere end i mange andre kampe på Camp Nou.

Sejren betyder, at Barcelona bevarer afstanden på ni point til Atlético Madrid på andenpladsen med fem spillerunder tilbage.

Trods massiv overvægt i boldbesiddelse kneb det gevaldigt med at nedbryde Real Sociedads kompakte defensiv de første 45 minutter.

Indtil kort før pausen var kampens største muligheder tilfaldet Real Sociedad på holdets få besøg i Barcelonas felt bortset fra et udmærket frispark fra Lionel Messi, som dog gik over.

Luis Suarez var tæt på at gøre det til 1-0 et par gange mod slutningen, men først lige før turen i omklædningsrummet kom den forløsende scoring.

Clément Lenglet kom højest ved et hjørnespark og gjorde det til 1-0 med et kraftfuldt hovedstød.

Barcelona-spillerne virkede ikke helt oppe i gear. Måske midtugens Champions League-sejr over Manchester United fortsat nappede lidt i bentøjet.

I hvert fald var gæsterne også rigtig godt med i kampen i anden halvleg. Efter en god times spil kom holdet på 1-1 efter en flot scoring.

Med en smuk stikning ind i feltet bagom Gerard Piqué fandt Mikel Merino holdkammeraten Juanmi, som kastede sig ned og dirigerede bolden i mål.

Glæden blev dog kort. To minutter senere afsluttede Barcelonas venstreback Jordi Alba med højreskøjten fra kanten af feltet, og bolden gled ind til 2-1 i det lange hjørne.

Dommeren brugte lidt tid på VAR, da Ousmane Dembélé stod i offside foran mål, men dommeren vurderede, at han ikke blokerede for keeperens udsyn.

Gæsterne gjorde et ihærdigt forsøg på at få et point med hjem til Baskerlandet, men Barcelona holdt stand.

Atlético Madrid vandt tidligere lørdag 1-0 ude over Eibar, mens danskerklubben Celta Vigo hentede vitale point til bundstriden med en 2-1-sejr over Girona.

/ritzau/