En spansk anklager undersøger nogle betalinger fra FC Barcelona til et firma ejet af en højtstående person i det spanske dommerforbund.

Det bekræfter klubben ifølge Reuters.

Betalingerne skulle være sket fra 2016 til 2018 og være på 1,4 millioner euro, beretter radiostationen Cadena SER.

Pengene er gået ind på en konto, der tilhører et selskab, som ejes af den tidligere næstformand i dommerkomitéen under Det Spanske Fodboldforbund, Jose Maria Enriquez Negreira.

Barcelona oplyser, at man har brugt den tidligere næstformand i dommerkomitéen som konsulent.

Jose Maria Enriquez Negreira leverede tekniske rapporter, hvilket ifølge klubben er "helt normalt praksis" for fodboldklubber.

Samarbejdet blev dog stoppet i 2018, da FC Barcelona skulle reducere sine udgifter.