Familie, venner og mange andre sagde lørdag det sidste farvel til Emiliano Sala.

Fodboldspilleren, der mistede livet i et flystyrt i slutningen af januar, blev begravet i sin hjemby Progreso, der ligger i Argentina.

Ifølge flere medier mødte omkring 3.000 mennesker op til mindeceremonien, der fandt sted i idrætshallen ved siden af hans ungdomsklub, og blandt de deltagende var Cardiffs manager Neil Warnock og klubbens direktør Ken Choo.

»Det var vigtigt for os at komme og vise respekt for familien,« lød det fra Warnock til nyhedsbureauet AFP.

Emiliano Sala havde netop skrevet under med Cardiff City, da tragedien fandt sted.
Emiliano Sala havde netop skrevet under med Cardiff City, da tragedien fandt sted. Foto: HO
Vis mere

Emiliano Sala var netop skiftet fra Nantes FC til Cardiff City, da tragedien indtraf. Efter at have været i Frankrig for at sige farvel til sine gamle holdkammerater, skulle Emiliano Sala den 21. januar med et privatfly tilbage til Wales. Noget gik dog galt undervejs, og flyet forsvandt fra radaren.

Den 3. februar blev vraget af flyet fundet på bunden af Den Engelske Kanal, og dagen efter blev det meldt ud, at der var fundet et lig i flyet. 7. februar bekræftede myndighederne, at der var tale om Emiliano Sala, der aldrig nåede at trække i Cardiff-trøjen. Piloten der styrede flyet, David Ibbotson, er endnu ikke blevet fundet.

»Folk siger til mig 'han spillede aldrig for dig'. Men han var min spiller. Jeg jagtede ham. Jeg ville have ham. Jeg får kuldegysninger, mens vi taler sammen. Han var lige min type spiller, og jeg kender ikke nogen, der har noget dårligt at sige om ham som person,« sagde Warnock lørdag.

Han fortalte, at han aftenen forinden havde haft mulighed for at sidde og tale med Emiliano Salas mor, Mercedes, og søster Romina på et hotel.

Tusindvis af mennesker var lørdag mødt op for at sige farvel til Emiliano Sala.
Tusindvis af mennesker var lørdag mødt op for at sige farvel til Emiliano Sala. Foto: SEBASTIAN GRANATA
Vis mere

Og Neil Warnock fortalte desuden, at lørdag var en både smuk og traumatisk dag for Salas familie.

»Det har været en meget følelsesladet morgen. Mercedes (Salas mor, red.) har været en stærk kvinde. Alle hun har mødt har haft deres egne minder med Emiliano, og det har bragt tårerne frem i hendes øjne. Det samme gælder hans far, brødre og søstre. Det er som om hele byen er samlet, og det er så flot, hvordan de har håndteret det,« sagde Warnock.

Ifølge Sky News' reporter, Martha Kelner, betød Emiliano Sala meget i sin argentinske hjemby.

»Progreso er en by med blot 3.000 indbyggere, så alle kender virkelig alle. Der er en stor kærlighed til Emiliano Sala, der er en slags helt i byen,« sagde hun lørdag. Samtidig blev der også sat et par ord på begivenheden.

Emiliano Sala spillede i flere år for Nantes i Frankrig, inden han skrev under med Cardiff City.
Emiliano Sala spillede i flere år for Nantes i Frankrig, inden han skrev under med Cardiff City. Foto: JEAN-FRANCOIS MONIER
Vis mere

»Det er meget følelsesladet derinde. Der er mange tårer, en masse der krammer, og der strømmer hele tiden mennesker ind og ud.«

Efter ceremonien blev Emiliano Salas kiste båret ud til klapsalver, mens familien gik bagved.

Herefter blev den ført ind i en bil og transporteret til et andet sted i byen, hvor familien sagde det sidste farvel ved en mere privat ceremoni.

Emiliano Sala blev 28 år.