I den seneste sæson af 'The Bachelor' fandt Kasper Skak og Helena Witt kærligheden sammen.

Nu har tv-parret så taget næste skridt i forholdet.

For århusianske Helena Witt er flyttet ind hos Kasper Skak i hans lejlighed på Amager, fortæller de til B.T., da vi møder dem på den røde løber til Zulu Comedy Galla torsdag aften.

Og Helena Witt er allerede faldet godt til.

»Jeg har prøvet mere sindssyge ting i mit liv. Jeg er god til at tilpasse mig, og det fungerer bare, jeg trives sindssygt godt, og har nogle virkelig gode veninder herovre, så det hjælper også på det,« fortæller Helena Witt.

Men det er ikke fordi, det er gået helt gnidningsfrit at slå folderne sammen.

»Der er kommet en masse kvindeting ind, og det er både godt og skidt,« siger Kasper Skak med et glimt i øjet – og til store protester fra kæresten.

»Jeg flyttede jo ind i et helt møbleret hjem, så vi skulle lige gå på nogle kompromisser, og vi havde lige en af Kaspers kammerater oppe til lige at hænge de gode ting op – vi er ikke så handy,« forklarer Helena Witt.

Til slut stod det klart, at Kasper havde mest kemi med Helena. Foto: TV 2
Til slut stod det klart, at Kasper havde mest kemi med Helena. Foto: TV 2
Vis mere

Hun skal læse sin kandidat i København, og her starter hun ganske snart.

Men den lange sommerferie er også blevet et lille stridspunkt for parret.

»Det er lidt irriterende, at hun bare kan sove længe, når jeg skal tidligt op på arbejde, men det er dejligt at kunne komme hjem til Helena, og vi ikke skal gemme vores forhold,« redder Kasper Skak sin kærlige stikpille – der dog hurtigt bliver gengældt.

»Kasper snoozer! Det er så vildt, og den er så høj! Det er en daglig diskussion,« tilføjer Helena Witt med et grin.

Nu er de i hvert fald på plads i deres fælles hjem på Amager, og snart er også de forskellige døgnrytmer fortid.

»Der kommer sikkert noget mere, men det går!« siger Kasper Skak og smiler.

Derfor er der heller ikke flere fremtidsplaner på programmet for tv-parret lige nu.

»Vi tager bare en dag af gangen og ser, hvad der sker,« lyder det med et smil fra Helena Witt.