I den femte sæson af TV3-programmet 'Forsidefruer', der har premiere torsdag aften, går bølgerne højt mellem Amalie Szigethy og Gunnvør Dalsgaard.

De to ender i et skænderi, fordi de tilsyneladende har et meget forskelligt syn på en debat, der er en af tidens helt store.

»Der er en episode, hvor vi helt klart har forskellige syn på bæredygtighed, og det kommer jeg muligvis til at sige på en måde, som Amalie ikke tager så pænt,« fortæller Gunnvør Dalsgaard til B.T.

Hun mener selv, man bliver nødt til at gå op i klima og bæredygtighed, og at man har et ansvar for, hvad man siger på tv.

Amalie Szigethy.
Amalie Szigethy. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg er absolut ikke hellig selv, og der tror jeg, vi misforstod hinanden, men for mig handler det om, om man er ligeglad eller ej, det kan man simpelthen ikke sige på fjernsyn,« siger Gunnvør Dalsgaard, der tidligere har været kæreste med Oliver Bjerrehuus, som hun har to børn med.

Amalie Szigethy fortæller, at hun følte, hendes ord blev brugt mod hende, og pludselig var hun hængt ud på åbent tv. Og så kunne Amalie ikke få sig selv til at holde mund.

»Det var mit dilemma for mig, om jeg skulle konfrontere hende. Men i og med at hun brugte noget mod mig på åbent tv, så følte jeg, at jeg havde et behov for at fortælle seerne, at det ikke var okay, så jeg også kunne træde i karakter,« siger Amalie Szigethy.

Som man ser i aftenens afsnit, gør konflikten det også svært for Amalie Szigethy og Gunnvør Dalsgaard at omgås.

Gunnvør Dalsgaard
Gunnvør Dalsgaard Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det var ikke rart, da det skete, for når man har en konflikt med en anden og bliver sat sammen, så er det klart, så kan man ikke bare sidde og være glad,« siger Amalie Szigethy, der dog understreger, at de to er fine venner i dag.

»Der er no bad feelings i dag, så det er så fint. Jeg har det sådan, at jeg kan godt lide at rede trådene ud,« siger Amalie Szigethy, og Gunnvør Dalsgaard er enig.

»Vi fik den løst, og der er jo tit misforståelser, men det er da befriende, at vi er uenige om emner, og det ikke er personfnidder,« siger Gunnvør Dalsgaard.

Femte sæson af 'Forsidefruer' har premiere torsdag klokken 21.