Virksomheden DK-Foods er blevet opkøbt af kapitalfonden Maj Invest for et trecifret millionbeløb. DK-Foods har fra sin base i Thorning ved Silkeborg markeret sig som en af kontinentets førende på produktionen af pepperoni.

Det er ikke kun bacon, vi kan prale af at være gode til at lave i Danmark. Også noget så eksotisk pepperoni, den lille krydrede pølse, vi putter på pizzaen, bliver fremstillet og eksporteret i stor stil fra Danmark. Det skyldes først og fremmest virksomheden DK-Foods, der fra sin base i Thorning nær Silkeborg i Midtjylland i løbet af de sidste 12 år har møvet sig ind som kontinentets førende på produktionen af nichepølsen.

Den gode forretning har kapitalfonden Maj Invest fået øjnene op for, og den danske investeringsforening betaler ifølge Børsens oplysninger omkring 500 millioner for 70 procent af aktierne i den midtjyske pølsefabrik.

De 30 procent bliver på hænderne hos de to stiftere og bagmænd, Steffen Ramsgaard og Per Fischer Larsen. I erkendelse af, at virksomheden ikke skal overtages af deres egne børn, har de været på jagt efter forretningspartnere, der kunne sikre virksomhedens beståen mange år frem.

»Da vi startede, var vi sikre på, at ingen af vores børn skulle overtage. Derfor har vi hele tiden været bevidste om, at der var nogle andre, som skulle drive det videre, så virksomheden også ville eksistere om 20-30 år. Og nu passede det så med, at den rigtige partner dukkede op,«  siger Per Fischer Larsen til Børsen.

Salget sker efter flere år med bugnende vækst og store overskud og på et tidspunkt, hvor de to stiftere netop har smidt i omegnen af 50 millioner kroner for at automatisere hele produktionen. Ifølge Børsen bliver der hver uge produceret i omegnen af 150.000 kilo pepperoniskiver på fabrikken. Meget af det bliver afsat til producenter af frostpizzaer, men ambitionerne er blandt andet at nå ud til flere af de millioner af selvstændige pizzariaer i Europa, ligesom man også gerne vil have en fod inden for hos store kæder som Dominos og Pizza Hut.

Maj Invest fortæller til Børsen, at man ikke har i sinde at ændre på strukturen i virksomheden, hvor Steffen Ramsgaard og Per Fischer Larsen fortsat vil stå for den daglige ledelse.