I en tid, hvor mange danskere kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk - blandt andet som følge af regeringens kontanthjælpsloft - har en af Danmarks allerrigeste, dynekongen Lars Larsen, nogle helt andre problemer.

Grundlæggeren af Jysk-imperiet, som antages at være god for 26 milliarder kroner, har igennem syv år haft hovedbrud over, hvordan virksomheden skal føres videre, den dag, han ikke er her længere.

»Den der med, at det er svært at være fattig... Det er saftsusemig også svært at være rig. For man skal gøre det på den rigtige måde,« siger Lars Larsen til Berlingske.

De mange og lange overvejelser mundede ud i en beslutning om, at Lars Larsens børn ikke skal overtage hans livsværk, når han går bort. I stedet overgiver Lars Larsen magten til en fondsbestyrelse, som skal sikre Jysks overlevelse mange generationer ud i fremtiden.

Lars Larsens udmelding om sine udfordringer som rigmand kan virke provokerende i en tid, hvor uligheden i samfundet vokser og stadig flere kæmper med at få pengene til at slå til sidst på måneden. Men de skal ses i lyset af det enorme pres, Jysk-grundlæggeren har været under - både fra omverdenen og sig selv - for at sikre sit livsværk den bedst mulige fremtid, når han om en ikke fjern fremtid må slippe tøjlerne.

»Det er svært på den måde, at Lars Larsen har opbygget et kæmpe firma og føler det tunge ansvar, der hviler på hans skuldre. Både med hensyn til familien, ledelsen og de mange ansatte i koncernen. Der har helt sikkert givet ham mange bekymringer de seneste år, hvor han har arbejdet på den løsning, som nu er blevet lagt frem,« siger journalist og forfatter Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om arveforholdene og økonomien i blandt andet Lego- og Mærsk-familierne.

»Men selvfølgelig kan han som milliardær gå i seng med en helt anden ro i maven end dem, som har det svært med at få pengene til at række,« tilføjer Søren Jakobsen.

Lars Larsen åbnede sin første butik i Aarhus i 1979 under navnet Jysk Sengetøjslager. Siden har han tjent styrtende på at sælge billigt sengetøj og lignende varer. Først til danskerne og nu over store dele af verden. I dag består Jysk, som navnet for længst er blevet ændret til, af mere end 2.400 butikker i 44 lande, og planen er at åbne cirka 100 nye butikker årligt.