Lige meget hvilken type kaffe du vil have, så kan du få den for en tier.

Det lød som det perfekte koncept, da kaffekæden Coffee Ten i 2018 åbnede dørene for gæster, der foretrak deres kvalitetskaffe til billige penge.

Men nu går den ikke længere. Kaffebarkæden er nemlig gået konkurs. Det fremgår af CVR-registeret.

B.T. har rakt ud til de nu tidligere ejere af Coffee Ten. Men det har endnu ikke været muligt at få svar på, hvad der er årsagen til konkursen, og hvad der nu skal ske med kaffebarerne rundt om i landet.

Det blev ellers slået stort op, da kæden i sin tid erobrede by efter by. Blandt andet var rapperen Jokeren, med det borgerlige navn Jesper Dahl, i en periode frontfigur for kaffekæden, der kun havde en vision for øje: at gøre op med de stigende kaffepriser i de danske byer.

»Konceptet for kaffebaren er, at alle slags kaffe koster 10 kroner. Vi serverer en skide god kop kaffe, lige så god som alle andre,« sagde Jesper Dahl sidste år ved åbningen af Coffee Ten i Helsingør til byens dagblad.

B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra Jesper Dahl. Men heller ikke dét har været muligt.

Frem til i dag har tørstende kunne få en sig en Coffee Ten-kaffe i ti barer landet over.

Men ifølge B.T.s oplysninger har barerne i Helsingør, Storcenter Nord og i Bahne i Aarhus allerede nu lukket dørene.

De resterende kaffebarer er at finde i Magasin i Aalborg, Odense, Rødovre, Lyngby og på Kgs. Nytorv i København.

Men selvom B.T. har rakt ud til Magasin, er det  endnu ikke lykkedes at få afklaret, hvorvidt kaffebarerne i shoppingcenterkæden fortsat bliver holdt i live.

Coffee Tens Instagram-profil, der løbende har været aktiv, har ikke postet et opslag siden 23. april i år. Og det samme gælder kædens Facebook-side, der har ligget stille siden 14. juni i år.

Det er efter B.T.s oplysninger advokatvirksomheden Bech Bruun, der er kurator på den konkursramte virksomhed. Men heller ikke her har det været muligt at få en kommentar til fremtiden for Coffee Ten.