Det kan godt være, at coronapandemien er afblæst, men coronabureaukrati skaber stadig større frustrationer i danske virksomheder.

»Det er enormt urimeligt,« siger Pernille Knudsen, der er viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Ifølge Finans.dk drejer det sig om den særlige indberetningspligt, der betyder, at virksomheder skal behandle alle coronatilfælde som arbejdsulykker.

Det har ikke bare medført et stort papirarbejde – det koster samtidig også 10.000 kroner pr. sag i behandlingsomkostninger.

Samtidig kan en virksomhed også ende med at skulle betale en erstatning i tilfælde af alvorlige senfølger.

Det er kun, hvis det med sikkerhed kan udelukkes, at medarbejderen ikke er blevet smittet på sin arbejdsplads, at virksomheden kan slippe for at indberette coronasmitten til myndighederne.

Lige knap tre millioner danskere har været smittet med corona.

»Rent principielt er det helt forkert. Når vi har haft influenza-epidemier, er der aldrig nogensinde nogen, der har forestillet sig, at det skulle betragtes som arbejdsulykker,« siger Pernille Knudsen fra DA.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger til Finans.dk, at man arbejder på at ændre vejledningerne, fordi det med ophævelsen af alle restriktioner i dag ikke længere er det mest sandsynlige scenario, at man bliver smittet på sin arbejdsplads.

De danske arbejdsgivere er dog ikke tilfredse med det foreløbige udkast, fordi undtagelserne i det foreløbige udkast kun ser ud til at gælde fra 1. februar i år.