Min datter skriver på en tale til sin klasse. Eleverne i klassen skal fortælle om deres nytårsforsæt.

Hun indleder med at love at vælge sine kampe med omhu i 2019. En af dem er dog kampen for ligestilling mellem kønnene. Og selvom hun ved, at drengene vil opfatte feminisme som ‘mandehad’, har hun alligevel valgt at holde en glødende tale for, at der skal være lige muligheder for alle.

Den debat skal ikke dø i stilhed, som hun siger, og hun er indstillet på at tage kampen efterfølgende.

Hendes fremtid og vores verden vil blive afgjort og defineret af de valg, vi som personer træffer. Vil vi tage de kampe, vi tror på? Vil vi kæmpe mod uretfærdighed, når vi møder den? Vil vi skabe en bedre verden til vores efterkommere?

Der er mange trusler og faldgruber for unge mennesker i dag, men det væsentligste er, at de bevarer deres tro på en fremtid og et engagement i deres omgivelser. At de oplever lige muligheder, at de ønsker at ‘erobre verden’.

Louisa Vesterager Jespersen var et ungt menneske på 24 år, der troede på livet. Hendes venner beskriver hende som livskraftig. Hun var sprudlende, sjov og tillidsfuld.

Hun er her ikke mere. Hun blev dræbt i Marokko den 17. december. Lørdag blev hun bisat i Fonnesbæk Kirke. Louisa vil blive husket af hendes familie og venner for altid. Men vi andre må også huske hende, for hun er et symbol på vores vilje til at være åbne og tillidsfulde, selvom verden også består af mørke kræfter.

»Det var terrorens chokerende ansigt, vi så den dag. På livets vegne, på menneskehedens vegne, må vi protestere,« sagde sognepræst Torben Pedersen ved bisættelsen.

I dag sidder 22 mænd fængslet for denne skændige udåd i Marokko. Ingen ved præcist, hvad de ville opnå med at dræbe to uskyldige kvinder fra Danmark og Norge. Og selvom de formentlig ikke hører det, må vi protestere, som præsten formulerer det.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen så rigtigt ved at deltage i Louisas bisættelse og dermed give familien den opmærksomhed og respekt, som de har krav på.

Deres datters død angår os alle.

»Louisas død har rystet os allesammen. Jeg kender ikke Louisa, men jeg deler sorgen over hendes alt for tidlige død. Hun havde hele livet for sig. Og med sig. Man kan bare se på et billede af hende. Hun strålede. Hun havde mod på livet. Og det mod skal vi bære videre,« sagde statsministeren inden kisten blev båret ud.

Statsministeren udtrykker sig på vegne af os alle og ikke mindst den danske regering. Lars Løkke Rasmussen kan med sit nærvær og sine stærke ord til bisættelsen bidrage til, at Louisas død ikke bliver glemt. At vi netop fastholder vores vilje til at være åbne og tillidsfulde.

Danmark er et lille land. Vi har til alle tider rejst ud i verden for at møde andre folkeslag. Det må ikke stoppe. Vi må ikke blive bange. Vi skal rejse ud, for kun på den måde vil Louisa Vesterager Jespersens død ikke være forgæves.

Vores protest er at insistere på at fastholde vores livstil for vores børn og på vort lands vegne.