Siden december har den kendte Pitzner-familie trukket den ene overskrift efter den anden i forbindelse med en alvorlig sag i Dubai.

Nu er der dog endelig lidt gode nyheder, skriver EB.dk.

TV2 har nemlig bekræftet, at der kommer mere af realityserien 'Diamantfamilien', som følger diamanthandleren Katerina Pitzner og nogle af hendes børns hverdag.

TV-stationen afslører dog ikke, om sagen, hvor Elvira Pitzner sad i en form for husarrest i Dubai mistænkt for utroskab, skal indgå i den nye sæson.

»Jeg kan bekræfte, at vi er startet optagelser til en ny sæson af ’Diamantfamilien’, men hvad indholdet bliver i den endelige serie er simpelthen for tidligt at sige noget om,« lyder det i et skriftligt svar til EB.dk.

Det har været en alvorlig affære med den ene Diamant-datter Elvira Pitzner, som har været nødt til at blive i Dubai, mens hun ventede på afklaring på, hvad der skulle ske med hendes sag.

Den blev rejst af hendes mand Milad Saadati, som mente, Elvira Pitzner havde været ham utro.

Noget, der altså er ulovligt i Dubai, og som gjorde, at influenceren og tv-kendissen i forbindelse med anklagen fik frataget sit pas.

Påstandene har fyget frem og tilbage mellem de involverede parter, og mandag kunne B.T. så afsløre, at parret trods meget forvirring stadig er gift. I hvert fald på papiret. 

Således søgte Elvira Pitzner om skilsmisse i slutningen af januar i år, og de papirer er B.T.  blevet forevist.

Islamforsker med speciale i sharia, Jesper Petersen fra Stavanger Universitet, har herefter bekræftet autenticiteten af skilsmisseanmodningen og en retsmødeindkaldelse.

Selvom skilsmissepapirerne først er afsendt nu, var det dog sidste år, at både Elvira Pitzner og Milad Sadaati offentliggjorde, at deres forhold var slut.